ⓘ Nordisk religion

                                     

ⓘ Nordisk religion

Nordisk religion er en betegnelse for de religiose traditioner og skikke, der blev praktiseret af indbyggerne i de nordiske lande i vikingetiden op til religionsskiftet – en periode der strakte sig fra 700 - til 1300-tallet. Den nordiske religion var en folkereligion, hvor vægten lå på ritualer og sociale bånd. Den var lokalt orienteret og forekom i mange former. Det kan både skyldes, at der ikke fandtes normative tekster, og at religios forandring er et grundvilkår for al religion.

I vikingetiden blev mytologien og den rituelle praksis hovedsageligt overleveret i mundtlig form. De kilder, der findes, er mere eller mindre tilfældigt sammenstillede. Fra hojmiddelalderen er bevaret skriftlige kilder. Den moderne forskning bygger på dem. De suppleres med bl.a. arkæologi. På det grundlag der skabt en rekonstruktion af en fælles nordisk religion. Det vil sige, at nordisk religion er et generaliseret idealbillede.

Norden udgjorde ikke en enhed i vikingetiden, men var kulturelt, okonomisk og politisk forbundet med naboregionerne. Nordboerne tilhorte den germansktalende gruppe, som i jernalderen delte mange kult-religiose træk. Befolkningen i det sydgermanske område blev omvendt til kristendommen tidligere end i det nordgermanske. Kildematerialet er langt mere omfattende til vikingetidens religion end til den ældre germanske religion, og studierne bygger i hojere grad på det nordiske materiale.

                                     

1. Baggrund

I vikingetiden var der ingen klar geografisk afgrænsning af Norden, idet grænser var flydende mellem kulturområder. Kommunikation mellem landene fandt sted, men den var ikke regelmæssig, og der var forskel på, hvad overklassen og almuen erfarede – f.eks. rejste kongerne ganske ofte. Den nordiske religion udgjorde et relativt homogent semantisk univers, hvor der ganske givet var en hoj grad af kulturel kontinuitet i den brede befolkning, mens der samtidigt også må have været en divergerende udvekslingsproces mellem nabosamfund. Den nordiske kultur var en del af et storre germansk fællesskab, som længere ude var en del af et indoeuropæisk fællesskab. Nordisk religion var en samling af lokale religioner, der blev holdt sammen af et fælles nordisk sprog. Religionen var vokset sammen og bestod af mange elementer, som havde meget forskellig oprindelse. Det kunne både være ældgammel overlevering og indlån fra andre kulturer. Den norske religionsforsker Gro Steinsland beskriver på den baggrund nordisk religion som en etnisk religion eller en folkereligion. Den voksede frem som en del af traditionen inden for en bestemt befolkningsgruppe og var en integreret del af en helt særlig kultur. Hun påpeger endvidere, at tyngdepunktet i denne religion ikke lå i trosforestillingerne, men i den rituelle praksis. Mytologien havde ikke en fast form, men varierede efter tid og sted i modsætning til kristendommen. Den var også knyttet til et bestemt folks territorium, og man blev automatisk fodt ind i fællesskabet. Betegnelsen Nordisk religion er en moderne rekonstrueret idealmodel, der bygger på strukturelle ligheder, og som derfor ikke afspejler den konkrete religion, som den så ud på et bestemt tidspunkt på et bestemt sted.

Der kendes ikke nogen fast grænse for, hvornår den nordiske religion opstod; f.eks. der intet, der tyder på, at der skete afgorende religiose forandringer på overgangen mellem jernalderen og vikingetiden omkring 750 e.v.t. Kildematerialet til den tid er dog også yderst spinkelt. Norden har været beboet af mennesker siden slutningen af den sidste istid, men graden af den kulturelle kontinuitet mellem det oprindelige jæger-samlersamfund og det samfund, vi moder i vikingetiden, er fuldstændig ukendt. Forskellene mellem de to samfundstyper betyder, at det er meget usandsynligt, at der ingen sammenhæng var mellem religionen i de to epoker. Det vides heller ikke præcist, hvornår de traditioner og forestillinger, der karakteriserede vikingetidens religion, opstod. Omkring 300 e.v.t. dukker de forste spor op fra det germanske område, der indikerer dyrkelsen af guder, som bar de samme navne som vikingernes.

                                     

1.1. Baggrund Den indoeuropæiske forbindelse

Begrebet indoeuropæisk dækker over et sprogligt slægtskab mellem sprogene hos en række folkeslag, der hovedsageligt stammer fra den sydvestlige del af Eurasien. Teorien om et indoeuropæisk udgangspunkt for den nordiske kultur bygger derfor på lingvistiske ligheder. Pga. dette slægtskab er det en udbredt formodning, at der også er et kulturelt slægtskab mellem de indoeuropæisk talende folkeslag. Det har længe været almindeligt antaget, at det indoeuropæiske sprog spredte sig til Europa og det vestlige Asien mellem det 4. og 3. årtusinde f.v.t. Denne teori bygger i hoj grad på den litauisk-amerikanske arkæolog Marija Gimbutas arbejde. For nylig er den teori blevet udfordret fra både lingvistisk og genetisk side; f.eks. har den engelske arkæolog Colin Renfrew fået stor opmærksomhed for sin teori om, at denne udbredelse stammer helt tilbage fra omkring 7000 f.v.t.; dvs. samtidig med udbredelsen af agerbruget i den del af verden. Denne ekspansion var heller ikke resultatet af en pludselig migration, men var foregået langsomt og gennem en naturlig ekspansion af dyrkningsområderne. Renfrews teori har i dag mistet mange stotter, og Kurgan-hypotesen om omfattende folkevandringer er igen den mest udbredte.

Der har i forskningen været udbredt forventning om, at myter og forestillinger hos forskellige indoeuropæiske folkeslag har et fælles ophav i en oprindelig indoeuropæisk kultur. Anders Bæksted påpeger imidlertid, at tilsyneladende fælles træk hos forskellige kulturer også kan være udtryk for fællesmenneskelige ideer og derfor resultat af parallelle udviklinger eller udveksling mellem folkeslag. I dag er tilbojeligheden til at tale om en fælles indoeuropæisk kultur blevet mindre. Det eneste element i den nordiske religion, der peger på en direkte lingvistisk forbindelse til en proto-indoeuropæisk religion, er navnet på guden Tyr.

                                     

1.2. Baggrund Blandingskultur

De nordiske sprog tilhorer den germanske gruppe, og det er oplagt at soge efter paralleller til nordisk religion blandt de folkeslag, der tilhorte denne gruppe. Germansk kultur var et sprogligt og i vid udstrækning lost kulturelt fællesskab, og intet tyder på, at den nogensinde har udgjort en fælles politisk organisation. Ligheder i overleverede gudenavne er tegn på en kulturel forbindelse mellem det syd- og det nordgermanske område. Navnene på ugedagene er det klareste bevis. Et andet tegn er runerne, der blev benyttet over hele det germanske område. Gro Steinsland påpeger, at den nordiske kultur blev til i modet mellem de germanske, keltiske og samiske kulturer. Hun lægger i sin karakteristik af den nordiske kultur vægt på, at Norden lå i udkanten af det germanske område, og at området derfor har været mere åben over for nabokulturerne.

I ældre forskning har der været en tendens til at tro, at det var samerne, der lånte fra de germanske nordboer, og ikke omvendt. Gro Steinsland påviser, at samerne blev betragtet som en mere ligeværdig kultur af nordboerne end tidligere antaget, og derfor er opmærksomheden vokset på flere fællestræk mellem de to kulturer, herunder opmærksomheden omkring sejdtraditionen, som hos nordboerne har store ligheder med den cirkumpolare shamanistiske tradition. Det betyder, at forskerne i de seneste år er blevet mere åbne over for muligheden for en samisk påvirkning af nordisk religion. Steinsland mener dog, at der længe har været et overdrevent fokus på lighederne mellem sejd og samisk noaidetradition, hvilket har skygget for forskellene mellem dem. Hun foretrækker at beskrive de to kulturer som to selvstændige enheder, der i årtusinder sameksisterede i Skandinavien. Hun mener, at lighedspunkterne mellem dem ikke nodvendigvis behover at være resultatet af direkte lån, men snarere at de er udtryk for modepunkter mellem to forskellige kulturer. Hun påpeger nemlig, at der var store forskelle mellem den samiske og den nordiske samfundsstruktur; hovedsageligt fordi den ene var nomadisk, mens den anden var fastboende.



                                     

2. Forhistorie

Nordeuropa var indtil midten af 1. årtusinde e.v.t. næsten uden skrift. Derimod har vi takket være arkæologiske fund en række genstande, der kan tolkes religiost, og på billedsiden righoldige fund der kan tolkes i en religios sammenhæng.

                                     

2.1. Forhistorie Bondestenalderens vandånder

Fra bondestenalder kendes ofringer af både flintokser, lerkar, dyr og mennesker, således fra Store Åmose på Sjælland. Der er fundet grenplatforme i moser, hvilket tolkes som faste offerpladser og helligsteder, der ojensynligt har været længe i brug. For at forstå tankegangen bag ofringerne har man anvendt etnoarkæologiske metoder, det vil sige undersogt forholdene blandt oprindelige folkeslag i Melanesien blandt andre Mae Enga-folket på New Guinea. For dem har det vist sig, at blandt de vestlige klaner spiller små soer og damme en vigtig rolle i de ritualer, som skal gore forfædrenes ånder venligt stemt eller dæmpe deres vrede over brudte tabuer. Skjult i tæt skov har hver klan en lille so, som de betragter som stedet, hvor forfædrenes kraft er koncentreret. For andre stammers vedkommende kan det være en bakke med et vandlob eller en særlig formet klippe, der er tilholdssted for forfædrenes ånder. Fælles for disse folkeslag er troen på, at ånderne udsender en kraft, der gor landet frugtbart, så afgroder vokser, husdyrene formerer sig, og kvinderne foder sunde born, mændene er tapre under krig og at sygdomme og ulykker undgås. For at opnå alle disse goder foretages ritualer herunder ofre for at forstå åndernes vilje og gore dem velvillige over for stammen.

De ældste menneskeofringer i Danmark går tilbage til agerbrugets indforelse. Om tankegangen bag dem har antropologen Fitzjohn Porter Poole om stammen Bimin-kuskusmin på New Guinea oplyst, at man fangede en mand fra en nabostamme og dræbte ham under en række ritualer og ceremonier, der trak dodskampen ud længst muligt. Drabet og ritualerne skulle styrke livskraften hos afgroderne og hos stammens medlemmer. Det kan formodes, at lignende motiver ligger bag ofringerne i bondestenalderens Norden.

                                     

2.2. Forhistorie Bronzealderens solkult

De ældste billeder, som med sikkerhed havde en religios betydning, stammer fra ca. 2000 f.v.t. på overgangen til bronzealderen. En særligt beromt fundgruppe fra denne tid i Norden er helleristningerne. De er billeder med klare religiose motiver. Om de forestiller guder eller mennesker, der foretager sig religiose handlinger, er omdiskuteret, men de er skabt i relation til en frugtbarhedskult med solen som det centrale element. Andre bronzealderfund som Solvognen og dekorationer på rageknive tegner et lignende billede. Gudernes navne eller de myter, som blev fortalt om dem, kan naturligvis ikke udledes af disse fund, og det er uvist, om der er en direkte forbindelse mellem tidens religion og senere tiders. Den danske religionssociolog Morten Warmind mener, at fundene fra bronzealderen med stor sandsynlighed forestiller tidens ritualer, da udstyr er fundet til dyr og mennesker på helleristningerne. I fundmaterialet optræder skibe og heste hyppigt, og ritualerne har sikkert været fokuseret på bevægelse og processionerne i en eller anden form. Hans forslag er, at disse processioner afspejlede en mytes forlob, og at deltagerne gennem deres medvirken blev opfattet som guderne selv under ritualet.

Den danske arkæolog Flemming Kaul har gennem et systematisk studie af billeder fra rageknive og helleristninger forsogt at rekonstruere bronzealderens religion. Han har peget på, at solen synes at stå i centrum for en kult, der var centreret om solens gang gennem dognet: dens opgang i ost, gang i lobet af dagen, nedgang mod vest og bevægelse om natten. Billederne viser, at solens gang tilsyneladende var forbundet med bestemte dyr og transportformer. Solmyten synes at vise folgende forlob: en fisk, der forer solen fra et "natteskib" op til et "morgenskib" på himlen til en hest, som forer skibet over himlen om dagen fisken folger med, men bliver spist af en rovfugl under rejsen, indtil det moder slangen, der forer solen tilbage til vandet og et andet skib, der vil fore solen gennem underverdenen om natten hvor det formentlig på ny får selskab af en fisk, der hjælper det tilbage til udgangspunktet ved solopgang det vil sige en symbolsk fremstilling af solens daglige cyklus set fra jorden.

Som en bekræftelse kan opfattes Solvognen, der kun er guldbelagt på den ene sidesvarende til solen i dagstimerne, mens den anden side ikke var svarende til solens manglende skin om natten. Ligeledes kan hjulkors på helleristningssten opfattes som et billede på det samlede forlob af solens rejse og måske tillige årets gang.



                                     

2.3. Forhistorie Jernalder

De ældste skriftlige kilder om religionen i Norden stammer fra jernalderen i Middelhavsområdet og er skrevet på græsk eller latin. I de fleste tilfælde drejer det sig om gudenavne, som gerne tolkes ud fra forfatterens kulturelle baggrund. De navne er ofte oversat til latin eller græsk som Jupiter eller Mars. Dertil findes der korte beskrivelser af nordboernes religiose skikke. Den mest omfattende er skrevet af den romerske forfatter Tacitus. Hans værk Germania er en af de mest interessante kilder til den nordiske religion i denne periode. I værket findes bl.a. en beretning om dyrkelsen af den kvindelige gud Nerthus. Hendes navn er etymologisk forbundet med den yngre gud Njord. Tacitus nævner også andre guder med stærke paralleller til guderne i yngre kilder, men de har alle fået romerske navne. Denne beskrivelse har betydet, at mange forskere har sluttet, at der er en hoj grad af kontinuitet i religionen i Norden fra jernalder til middelalder. Et af problemerne med Germania er dog, at bogen står næsten alene som kilde og er uden sammenligningsmuligheder. Ofte tages kontinuiteten dog for givet, og der er blevet sluttet bagud fra senere tid for at gore det muligt at tolke og forklare indholdet i teksten. Det har bl.a. fået Allan A. Lund til at påpege, at Tacitus beskrev en for romerne helt ukendt og meget fremmedartet verden, som ikke kunne forklares uden brug af omfattende sammenligninger og oversættelser til kendte romerske forhold. Og at Tacitus tekst ikke nodvendigvis indeholder rene objektive observationer.

I vikingetiden og i jernalderen boede den altovervejende del af Nordens befolkning enten i små landsbyer eller på isolerede gårde. De forste levn efter byer kan spores fra omkring vikingetidens begyndelse, men egentlige byer over hele Norden fandtes forst mod slutningen af perioden. En egentlig bykultur opstod forst mange århundreder senere. På alle samfundsniveauer fandtes der ledere, som stod i spidsen for fællesskabets ritualer. Hans magt blev sikret gennem udveksling af ressourcer og loyalitet; kongen var f.eks. helt afhængig af folkets stotte, dvs. de jordbesiddende bonders, for at bevare sin stilling.

Det religiose liv var knyttet til livet i lokalsamfundet og centreret omkring fællesskabet i det. Landbruget var langt det vigtigste erhverv hele perioden igennem, og fokus i religionen og kulten lå derfor på frugtbarhed og beskyttelse mod naturkræfter og ulykker. Opfattelsen af en direkte kommunikation mellem guderne og menneskene som afgorende for samfundets trivsel var en helt grundlæggende idé. Man forestillede sig at guder manifesterede sig direkte i alle livets forhold, og derved fik alle handlinger potentiel religios betydning. Hojtider og fester var et fælles anliggende; i en beskrivelse af en stor kultfest i Uppsala fremgår det f.eks., at det var strafbart at udeblive. De guddommelige kræfter var til stede overalt og direkte involveret i alle livets goremål. I det traditionelle samfund var der intet skel mellem religiose og andre forhold i livet, og religionen var derfor en dybt integreret del af dagligdagen. Denne forestilling forsvandt ikke ved overgangen til kristendommen.



                                     

3. Karakteristik af vikingernes religion

Den danske religionsforsker Jens Peter Schjodt har beskrevet den nordiske religion som praksisorienteret. Ifolge ham lagde nordboerne ikke vægt på moral, men fokuserede på overholdelsen af en række religiose pligter. Formålet med religionsudovelsen var at opretholde et godt forhold til de magter, som styrede verden. Kontrollen over den var delt mellem forskellige typer guddommelige magter, og et fremtrædende element i de bevarede kilder til den nordiske religion er forestillingen om en permanent konflikt mellem guderne og fjendtlige kræfter, der ofte blev kaldt jætter. Guderne var dem, der sorgede for orden og rigdom også for menneskene, mens jætterne sogte atter at kaste verden ud i kaos, altså at omgore verdens skabelse. Den engelske religionsforsker Hilda Ellis Davidson har beskrevet den uendelige kamp mellem fjendtlige kræfter som en afspejling af nordboernes eget slidsomme liv.

I modsætning til i den samtidige kristendom, fandtes der tilsyneladende ingen formel præstestand i det traditionelle nordiske samfund. Enkelte runefragmenter tyder imidlertid på, at der har eksisteret særlige kultspecialister med andre funktioner i samfundet. De har ikke udgjort en professionel klasse. Men generelt har en egentlig refleksion over religion, det der i kristendom går under mange navne som eksegese og teologi, ikke været til stede.

Religionen var nært relateret til samfundet, og den foregik ligesom al anden menneskelig interaktion og kommunikation i en social sammenhæng. Den skal derfor forstås og beskrives med udgangspunkt i det samfund, den blev udovet i. Norden var i vikingetiden præget af okonomiske og erhvervsmæssige forskelle og store afstande. Politisk og okonomisk var de tre overordnede regioner de senere stater Danmark, Norge og Sverige orienteret i hver sin retning. Dermed var der internt store kulturelle forskelle mellem dem. I arkæologiske udgravninger kan man f.eks. konstatere stor variation i gravformer og gravgaver mellem regionerne; de kan måske være et resultat af religiose forskelle. Stednavne viser også, at de samme guder heller ikke blev dyrket overalt. Samtidig blev hele Norden bundet sammen af det fælles sprog og skibsfarten, der overalt var den mest effektive transportvej. Man forstod derfor hinandens skikke og religion i Norden og kunne sætte pris på den samme poesi og litteratur. Der fandtes en fælles kultur, som var særegen for Norden. De mange paralleller og ligheder gor, at vi kan tale om en særlig nordisk religion.

Myterne fortæller om gudernes tilværelse som et liv præget af uafbrudt kamp mod fjendtlige magter, hvilket var en afspejling af det liv, de primært agerbrugende nordboer selv levede. Andre vigtige mytologiske temaer var lov, orden og regelrette forhold mellem mennesker, samt frugtbarhed og rigdom. Dertil kom emner som krigeridealer, digterisk inspiration og magt. Det religiose var en selvfolgelig og integreret del af dagliglivet, og man skelnede ikke mellem det religiose og det almindelige. Ligesom man ikke opfattede skellet mellem det naturlige og det overnaturlige som noget, der lå mellem det virkelige og det uvirkelige. I lighed med alle andre formoderne kulturer har man opfattet overnaturlige væsner som virkelige og nærværende. Og ligesom i andre religioner har kommunikation mellem guder og mennesker spillet en stor rolle i den religiose praksis. Man opfattede det som afgorende for både samfundet og den enkeltes trivsel, at forholdet til verdens styrende magter var godt.

I den for-kristne tid havde man ikke et begreb, der svarer til vore dages religion, og i nordisk sammenhæng stammer begrebet hedenskab fra den kristne tid, og det er en parallel til lignende begreber fra de ovrige germanske områder. Det stammer oprindeligt fra en oversættelse af det latinske begreb paganus, der betyder landbefolkning, hvilket var en hentydning til at landområderne i Romerriget i kristendommens ældste periode overvejende var ikke-kristne i modsætning til byerne. Det begreb, der kommer nærmest er sidr. Det betyder sæd, dvs. tradition og skik. Den gamle religion blev i sagaerne kaldt sidrforn de gamles/forfædrenes sædvane, mens kristendommen blev kaldt nýa sidr ny sædvane.

                                     

3.1. Karakteristik af vikingernes religion Mytologi

Den mytologi, vi kender fra de islandske håndskrifter, bygger hovedsageligt på ældre fællesgermanske. Kun i Norden overlevede traditionen længe nok til, at nogle af myterne blev nedskrevet i tekster og blev overleveret til eftertiden. Især den islandske digter Snorri Sturluson, der i 1200-tallet nedskrev fortidens mundtligt overleverede gude- og heltesagn i den islandske Edda. Fra især islandske kilder har vi derfor adgang til et omfattende mytologisk materiale, der kan suppleres med andre levn.

Den nordiske religion var polyteistisk: man forestillede sig, at verden var befolket af en række guddommelige væsner, som samlet blev kaldt vætter. De mest fremtrædende i de nedskrevne myter var de guder, som tilhorte asernes slægt. En anden vigtig gudeslægt var vanernes. Derudover fandtes der også talrige lokale guddomme, hvis navne sjældent er bevaret, samt guder for specielle problemer og husguder; dem som den hellige Birgitta i et brev fra 14. århundrede omtalte som tomme guder. Til denne gruppe af anonyme guder horte også diserne, nornerne, alferne osv. Jætterne udgjorde deres egen slægt, som var fjendtligt indstillet overfor asernes. Samtidig besidder jætterne et potentiale, som kan realiseres gennem guderne som ved ægteskab mellem en af aserne og en jættekvinde.

Myterne handler hovedsageligt om konflikter mellem de tre vigtigst slægter: aserne, vanerne og jætterne. Guderne beskrives aldrig som almægtige. I stedet bliver deres herredomme konstant udfordret af jætterne. De er på deres side repræsentanter for naturens kræfter: foranderlighed, frugtbarhed, dod og kvindelighed. Mens guderne repræsenterer menneskene, civilisation, mandlighed og stabilitet, herunder stræben efter udodelighed. Historierne symboliserer menneskets set fra en mandligt synspunkt konstante kamp for overlevelse i en verden domineret af en tilsyneladende fjendtligt indstillet og destruktiv natur. Den nordiske mytologi bærer imidlertid ikke præg af dualistiske ideer om ondskab over godhed. Jætterne skal derfor ikke opfattes som paralleller til djævle og dæmoner, men som modstandere med egne mål og interesser.

Guderne opfattedes ikke som blot metafysiske guder, hvis man skal tro Snorri Sturlusson. I forste afsnit af Heimskringla beskriver han Odin, som et virkeligt menneske, der rejser fra Volgaflodens egne til Norden, og der skaber sig et kongedomme. Vikingetidens konger så sig som efterkommere af Odin.

                                     

3.2. Karakteristik af vikingernes religion Kosmologi

De forskellige mytologiske slægter beboede hver deres del af verden. Aserne havde deres hjem, Asgård, i midten af verden, hvor træet Yggdrasil stod. Asgård bliver nogle steder beskrevet som frodigt og vidunderligt, blandt andet ses det af, at de fleste guder ejede magiske genstande og især våben. Dog der også genstande, der udtrykker overflodighed, som svin, man kunne blive ved med at slagte, men hele tiden voksede eller guldringe, der hele tiden formerede sig. Rundt om Asgård lå Midgård, menneskenes verden, og yderst lå Jotunheim, der var jætternes hjem. Derudover fandtes dodens verden, Helheim, i underverdenen, der også var beboet af andre typer væsner som alfer og dværge. Forskellige tekster nævner, at der i alt fandtes ni verdener, men navnene på dem, deres indbyrdes placering og beboere er forskellig fra tekst til tekst. Den kosmologiske opdeling er en afspejling af den virkelige verden, som den så ud fra bondegården. Det kendte og stabile ved gårdsbygningerne og markerne skal sammenlignes med Asgård og Midgård, og det farlige, uopdyrkede land rundt om, med Jotunheim.

Den overordnede mytologiske fortælling handler om en kosmisk magtkamp mellem guderne og kaosmagterne. Guderne repræsenterede den ordnede verden, kulturen og civilisationen, som konstant blev truet af naturkræfterne, repræsenteret ved jætterne og kaosuhyrerne f.eks. Fenris og Midgårdsormen. Verden var et resultat af aserne Odin, Vile og Ves omskabelse af den uordnede urverden repræsenteret af urjætten Ymer, og så længe guderne kunne dominere de andre magter, ville verden bestå. I sidste ende ville de dog tabe magtkampen, og naturkræfterne ville endeligt få overtaget og odelægge den ordnede verden. I det sidste slag, Ragnarok, vil de styrende guder falde og verden gå under i en brand, hvorefter en ny og bedre verden vil opstå af den gamle.



                                     

4. Religionen og samfundet

Religiose forestillinger, institutioner og religios praksis afspejler det samfund, de er blevet til i. Den måde, en religion manifesterer sig i sociale sammenhænge, er derfor en vigtig indgang til beskrivelsen af den. Vor viden om samfundets opbygning og samfundsklassernes rolle i religionen er meget lille i forhold til den, vi har om myter og ritualer. Den norske historiker Sverre Bagge mener, at tekster som den islandske Heimskringla viser, at religion og mytisk tænkning var en vigtig del af verdensopfattelsen og derfor uden tvivl har været en vigtig faktor i den måde, hvorpå dagliglivet blev organiseret i det for-kristne Norden. Religionsforskeren Jens Peter Schjodt har forklaret kildernes tavshed om dagligdagen med, at forhold, der var selvindlysende for datiden, kun sjældent blev beskrevet i de tekster den efterlod. Da hovedparten af de skriftlige kilder til vikingernes religion blev nedskrevet fra o. det 9. århundrede e.v.t. i Island, var det i hoj grad samfundsstrukturerne dér og på den tid, der blev afspejlet i beretningerne. De vigtigste sociale institutioner overlevede religionsskiftet i Island i det 11. århundrede, og det samfund vi moder i sagaerne ligner derfor meget landets for-kristne samfund. Vi må dog formode, at jo mindre en institution var associeret til den gamle religion, desto storre var dens chance for overlevelse i uændret form, og at de mest prominente religiose institutioner må være forsvundet, da den traditionelle religion forsvandt. Det islandske samfund var imidlertid på en række områder forskelligt fra samfundene i det ovrige Norden. Her fandtes der f.eks. ikke et egentligt aristokrati, og det var et immigrantsamfund, så ætten ikke spillede den samme rolle her. I ættesystemet blev individets tilhorsforhold defineret mindst tre generationer i mandslinjen. Ættens funktion var primært at beskytte ættens odel, dvs. arvegods: jord, kvinder, born o.lign.

                                     

4.1. Religionen og samfundet Forfædrekult

I det nordiske samfund vedblev de afdode at spille en stor rolle for deres slægtninge. Der findes i flere sagaberetninger episoder, hvor levende slægtninge taler med de dode gennem åbninger i gravhoje, og derfor var forfædrekult måske et helt centralt element i religionen. Forfædrekult var så central for nordboerne, at den var et af de væsentligste stridspunkter, da kristenretterne blev indfort. Arkæologiske fund peger i samme retning, og bl.a. i Syddanmark har man konstateret gravkonstruktioner, der muliggjorde gavelægning også efter begravelsen. Det tyder på, at man ofrede til de dode. Ofringer og libationer med ol o.lign. har sandsynligvis været udbredt over hele Norden. Ved navngivning spillede slægten også en stor rolle, da man ofte genbrugte navnet på en nyligt afdod slægtning, som man på den måde mente kunne leve videre i det nyfodte barn. Kilderne viser, at man forestillede sig, at de dode sorgede for slægtens fortsatte kraft og rigdom, men de viser også, at forholdet mellem dode og levende var blandet, da kontakten med dodsriget var farlig. Derfra kom der frugtbarhed og dod. De dode slægtninge blev måske opfattet som en form for guddommelige væsner, der værnede om slægtens ejendom. Derfor blev den rituelle kontakt opfattet som livsnodvendig, hvilket kan være grunden til, at sådanne ritualer var i brug i afsides egne i Norden helt frem til moderne tid. Gravpladserne lå nær de levendes boliger, og de blev opfattet som de dodes boliger og var derfor naturlige steder at opretholde forbindelsen til dem. En grav var også et særligt kraftfuldt sted, og de genstande der lå derinde var ligeledes kraftfulde; Steinsland har derfor foreslået, at de tilfælde af gravåbninger, der er blevet konstateret i gravhoje, måske ikke er vidnesbyrd om gravroverier, men snarere om at man i lokalsamfundet har hentet disse kraftfulde genstande ud af hojen. Åbningen af en hoj var så ressourcekrævende, at det umuligt kunne foregå ubemærket, og derved var det i praksis uladsiggorligt. Vi kender flere litterære eksempler på at våben og lignende er taget ud af en grav. En anden måde at mindes de afdode på var at rejse stenstotter. En stens monumentalitet var i sig selv et virkemiddel, men ofte blev de også forsynet med en indskrift. Det var en skik, der var opstået længe for vikingetiden, og som fortsatte ind i kristen tid. På flere sten fremgår det, at de var rejst af kvinder eller for kvinder, hvilket tyder på, at kvinder spillede en storre rolle i samfundet, end det fremgår af de skriftlige kilder. Dertil kan forfædrekult kan have en integreret del af de store blótgilder religiose fester gennem mindeskåle. I flere kilder knyttes de til alfeblót, der sandsynligvis var en slægtsorienteret hojtid. Alferne var i sig selv knyttet til både frugtbarhed og dod en kombination der kendes fra mange religioner og derigennem måske til forfædrene.



                                     

4.2. Religionen og samfundet Klasse og slægtssamfund

Samfundet og individet i den for-kristne tid blev defineret ud fra slægtstilhorsforhold og rolle i kollektivet i bred forstand. Vi ved at bestemte ritualer og guder var særligt knyttet til overklassen. Samfundet var skarpt klasseopdelt, noget der bl.a. er blevet konstateret vha. udgravninger af begravelsespladser. Der var et vigtigt socialt skel mellem dem, der ejede jord, og dem der ikke gjorde, men det vigtigste var om man var fri eller træl. Men forskellige klasser havde forskellige behov og dermed forskellig verdensopfattelse. Det betyder, at samme panteon og mytologi kunne have forskelligt udtryk, alt efter hvor i samfundet man var. I den enkelte husstand havde husherren storst myndighed, og hans egen familie havde en klar forrang for tyende og gårdskarle, der igen stod over trællene, som stod nederst i hierarkiet. Husherren stod også for husstandens religiose liv, og han havde en position, der i grove træk var parallel med pater familias i det antikke romerske samfund. Samfundsstrukturerne i det for-kristne Norden kan bl.a. udledes af de islandske sagaer. Her blev individets slægtstilhorsforhold hovedsageligt defineret med udgangspunkt i faderen, og visse slægter blev regnet som finere end andre. Det betod at selv om matrilineære slægtsbånd havde en vis betydning, blev de opfattet som inferiore i forhold til de patrilineære. Kvinder skulle helst skulle gifte sig ”opad”, mens mænd ikke kunne gifte sig med medlemmer af hvilken som helst slægt. Relationen mellem slægtninge fra modrene og fædrene side kunne få betydning under konflikter mellem forskellige slægter. Selvom den fædrene slægt havde forrang, blev den modrene side gerne mobiliseret, hvis det indebar en fordel, f.eks. i relation til arvesager.

Den australske religionsforsker Margaret Clunies-Ross har fremfort den teori, at de sociale uligheder i samfundet kom til udtryk i myterne i form af asernes dominans over både andre gudeslægter og de mytologiske væsner i det hele taget. Hun mener, at både den sociale og den mytiske stratifikation bunder i opfattelsen af mænds hojere værdi i forhold til kvinder og mandslinjens forrang overfor kvindelinjen i en slægt. I mytologien gifter aserne sig normalt ikke med jættekvinder. I reglen kun med andre asynjer. Slægtsmæssigt var aser og jætter nært beslægtede gennem Bestla, mor til Odin, Vile og Ve, men asernes dominerende position umuliggjorde ægteskabelige forbindelser og skabte konfrontation mellem de to ætter. I det mytologiske system udgor både gudernes slægter og jætteslægten deres egne socialgrupper, og de fungerede som adskilte klaner i samfundet – f.eks. levede jætter i familiemonstre, som lignede gudernes og menneskenes. Hun mener dog også, at denne ulighed i hoj grad skyldes, at de overleverede tekster blev skrevet af mænd ud fra en mands synsvinkel. Runesten og stednavne tyder imidlertid på, at kvinder spillede en storre rolle i samfundet, end de litterære kilder tyder på.

I Gylfaginnings skabelsesberetning opstår asernes og jætternes ætter uafhængigt, men den ene opnår hurtigt forrang for den anden. Det fremgår f.eks. at aser tog jættehustruer i den tidligste fase, men ikke omvendt – med én undtagelse: Lokes far var jætte, og hans mor var asynje, hvilket sandsynligvis var forklaringen på hans monstrositet og tvetydighed. Tidligt blokerede aserne for skabelsen af et ligevægtigt forhold mellem de to ætter, da Odin og hans brodre dræbte jætternes stamfar Ymir og nægtede at lade asynjer gifte sig med jætter. De gennemtvang derfor en underordning af jætteætten og af kvindesiden. I den nordiske kosmologi blev jætter associeret med kvindelighed og aser med mandighed.

I en myte blev klasseopdelingen fremstillet, som om den var indstiftet af guderne. Under navnet Rigr besogte guden Heimdall i digtet Rigs vandring tre forskellige menneskepar. Ved hvert besog befrugtede han kvinden og skabte på den måde de tre samfundsklaser: træl, bonde og stormand. Det forste par hed Oldeforældre, og de fik sonnen Træl, det næste hed Bedsteforældre, de fik Karl fri bonde, og det sidste hed Forældre, som fik Jarl aristokratiet. Jarls egen son fik navnet Konnungr konge, som grundlagde den fjerde klasse, kongerne. I digtet anerkendte Rigr kun sit faderskab til Jarl ; i det nordiske samfund skulle et uægte barn anerkendes af faderen for at blive indlemmet i hans slægt. Den norske religionsforsker Gro Steinsland mener, at det er vigtigt for forståelse af myten, da kun Jarls efterkommere kunne regne sig som retmæssige efterkommere af guden. Hun tolker derfor myten som en legitimering af de herskende klassers magtposition. Da aristokraterne var de eneste legitime arvinger til guden, var de også de eneste retmæssige ejere af de guddommelige kulturelle gaver som odel land, runemagi, ritualerne samt brætspil og svomning. Myten understottede derved et overklassesynspunkt om én socialgruppes dominans over de andre. I lighed med de overnaturlige væsner blev den genealogisk ældste gruppe jætter og Oldeforældre placeret nederst i hierarkiet. Det er imidlertid vanskeligt både at tids- og stedfæste digtets oprindelse, og vi ved derfor ikke, om det er vikingetidens eller middelalderens samfund det afspejler. Beretningen afspejlede måske en kulturel indflydelse fra den kristne ideologi om tre samfundsklasser.

Samfundsstrukturerne i det nordiske samfund var baseret på aftaler og alliancer mellem slægter. Ægteskabelige forbindelser var et vigtigt element i etableringen af den enkelte families netværk og relationer. Hertil kom det sociale hierarki, der fungerede som en begrænsende faktor på, hvem man kunne gifte sig med. I sagaer og myter fungerede kvinder som objekter, der kunne udveksles. Det betod ikke, at kvinder ikke kunne optræde både selvbevidst og magtfuldt; det kunne de f.eks. ved at etablere det rette fordelagtige ægteskab. Sagaerne rummer også mange eksempler på de problemer det skaber, hvis kvinden ikke sporges, for der indgås et ægteskab, selv om det legalt ikke var nodvendigt. Litteraturen er imidlertid næsten udelukkende skrevet ud fra en mandlig synsvinkel og omfatter praktisk taget aldrig kvindelige stemmer. Runetekster og stednavne fortæller dog, at kvinder kunne have en ganske fremtrædende rolle i samfundet. I mangel af voksne sonner kunne en kvinde fungere som slægtsoverhoved, men kun til hun blev gift. Det afspejles f.eks. i myten om Skade.

I religios sammenhæng blev slægtstilhorsforhold ofte beskrevet vha. den overnaturlige skikkelse fylgje, en guddommelig repræsentant for ætten. Den havde ofte dyrekrop og kunne ledsage eller repræsentere en person. Det var ikke alle, som kunne se den, heller ikke den, som den fulgte. Fylgjen var en afspejling af de egenskaber, der knyttede sig til slægtens medlemmer: mænd af fornem æt kunne blive fulgt af en bjorn eller lignende. I fortællinger kunne en fylgje derfor bruges til at afslore en persons virkelige afstamning.

                                     

4.3. Religionen og samfundet Sakral kongemagt

Kongens rolle i vikingetidens samfund er usikker; det er f.eks. ikke sikkert at han havde ret til at udove sin magt i fredstid. Sandsynligvis var der også forskelle mellem de ost- og de vestnordiske samfund. Og hvorvidt der eksisterede en sakral kongemagt i Norden i vikingetiden er omdiskuteret. Flere forhold tyder på, at det faktisk var tilfældet; det blev bl.a. hævdet om herskerne, at de nedstammede fra guderne, og at de var udstyret med en særlig kraft kongelykke, der sikrede frugtbarhed til hele landet; de var kultledere og kunne selv blive ofret til guderne. Det der taler imod, er at de måske snarere skal opfattes som enere, der gennem ritualer og ideologi var blevet sat i centrum for hele samfundet. Gro Steinsland peger dog på, at der ikke er noget, som tyder på, at herskeren selv blev opfattet som guddommelig, men at det snarere var de religiose handlinger og symboler, som var knyttet til rollen, der gav kongeværdigheden hellig kraft.

Det moderne ord konge stammer fra det norrone ord konungr. Der betyder son af en fornem mand eller mand, som nedstammer fra guderne. Slægtskabsforholdet var således afgorende for kongens position, Morten Warmind har vist, at det i det hele taget ser ud til, at alle former for lederskab i de germanske samfund var slægtsmæssigt funderede. Fyrstens hovedfunktion var på det mytologiske plan at opretholde kosmos, dvs. at varetage kollektivets interesser, herunder krigslykke og frugtbarhed. Derfor var et godt forhold til guderne en nodvendighed, og påberåbelse af slægtskab var en måde at opnå dette på.

Gro Steinsland mener at kunne aflæse betydningen af herskerens afstamning i de mytologiske fortællinger og slægtens ophav, vi kender fra nogle af de mest magtfulde fyrsteslægter. De beskrev i reglen en erotisk forening mellem en jættekvinde og en gud, som resulterede i slægtens stamfar. Hun mener derfor, at det er muligt, at bryllupsmyter af denne type var et centralt element i den nordiske herskerideologi, og deres formål var at etablere en forbindelse mellem herskeren og hans land; jættekvinden var en repræsentant for landet, og samlejet for dets frugtbarhed. Legender af lignende struktur blev i ovrigt brugt til at legitimere fyrstens arveret langt op i middelalderen. Ifolge ideologien opstod fyrsteslægterne i et mode mellem modsatrettede kræfter, dvs. mellem jætter og guder. Resultatet var ikke noget, der var halvt jætte og halvt gud, men noget helt tredje; derfor var fyrsterne ikke selv guder. Deres exceptionelle ophav betod imidlertid også, at de havde exceptionelle livsbaner; de skulle ikke leve et langt og fredeligt liv, men i stedet do på spektakulær eller usædvanlig vis.

I Yngre Edda fremtræder Odin som den mytologiske parallel til fyrsten, en position han tilsyneladende forst havde fået i sen vikingetid. Andre kilder viser, at Frej også har været knyttet til fyrstemagten, hovedsageligt under navnet Yngve/Ing. Morten Warmind mener, at Ing sandsynligvis på et tidligere tidspunkt kan have været en selvstændig guddom med en mere fremtrædende plads i forhold til fyrsten, der på et tidspunkt smeltede sammen med Frej. Kongens kosmiske rolle knytter ham til vanerne. Blandt Odins gaver til fyrsterne var krigslykke og strategiske evner.

En anden myte, der omhandler kongernes position og rolle er Rigsthula, der beskriver samfundsordenen som en gudgiven tilstand. Digtet kan således tolkes som en legitimering af et sakralt kongedomme, da kongefiguren nærmest guddommeliggores gennem sin adoption af guden. Morten Warmind peger på, at fyrstens position var noget helt specielt, for i modsætning til fleste andre germanske ledertyper kan han ikke kategoriseres i en af tre grupper: den forste i skaren militær leder, som husholdningens overhoved eller som kultleder. Sammen med jarlen kan kongen nemlig ikke blive placeret i en af de tre grupper, og de dækkede sandsynligvis dem alle tre.

                                     

4.4. Religionen og samfundet Retssystemet

Tinget var den traditionelle folkeforsamling, hvor konflikter blev sogt lost, retssager blev afgjort og love blev fastlagt. Selv om ingen kilder klart viser det, så mener religionsforskeren Jens Peter Schjodt, at guderne alligevel var stærkt involveret i aktiviteterne på tinget. De religiose ledere var de eneste, der kunne domme på et ting, og det må betyde, at man opfattede guderne som dem, der ultimativt domte. Den måde, hvorpå guderne involverede sig på tinget i Gautreks saga, er måske et levn fra en form for divinationsritualer. Et eksempel på guddommelige afgorelser kunne være holmgang; i kilderne fungerede denne tvekamp som en voldgift, hvor kampens udfald viste gudernes holdning. En parallel til holmgangen var kampe mellem de bedste mænd i to hære, for resultatet kunne afslore, hvem guderne favoriserede. I myterne indgik tinget ofte som et vigtigt element, hvilket også er en afspejling af institutions vigtighed i det nordiske samfund.

                                     

4.5. Religionen og samfundet Krig og krigere

Krige og kampe var almindelige, og krigsguder var fremtrædende i mytologien. Helten var ofte en krigsherre, som sammen med sin trofaste skare risikerede alt i kampen for at vinde endnu mere. Land og rigdom kunne vindes ved vold, mens troskab blev beseglet ved hjælp af gaver som våben eller guld. Krigsforelsen var ritualiseret, og ritualerne var især knyttet til Odin. f.eks. kunne en hærforer symbolsk ofre fjendens mænd til Odin ved at slynge et spyd mod dem med råbet Odin eje jer alle ; det kan have været Odins egenskab af dodsgud, der lå til grund for denne praksis. Valhalla var krigerens dodsrige, hvor Odin samlede helte og konger, som gennem kamp blev viet til ham, så de kunne hjælpe ham i Ragnarok.

For krigeren var det vigtigt at have et godt forhold til de guddommelige magter, da de kunne kontrollere de ellers ustyrlige kræfter og tilfældigheder, som herskede under kamp. Odin og Thor var de guder, hvis tilknytning til krigen tematiseres i myterne. Muligvis kunne andre guder også have haft en forbindelse til krig. Thors og Odins rolle som krigsguder var forskellige: Odin kontrollerede krigene i menneskenes verden, og han optrådte primært som strategisk hjælper og vejleder i heltesagn. Thor var kosmologisk kaosbekæmper og den centrale helt i myterne om ham. Men den enkelte kriger kunne sagtens påkalde Thor, når han kæmpede for at afværge ondt. Odin var knyttet til det kollektive, intellektuelle og moralsk indifferente, mens Thor stod for fysisk styrke, individualitet og det moralske. Jens Peter Schjodt påpeger derfor, at det sandsynligvis gjorde ham mere relevant for krigeren, mens Odin var det for lederen. Mange levn tyder dog på, at Odin gennem sine magiske og ekstatiske attributter fik en særlig tilknytning til krigerforbund f.eks. gennem bersærkerforestillingerne.

                                     

5.1. Rituel praksis Offentlig kult

Kilderne til den offentlige religion er langt mere fyldige end kilderne til privatreligionen. Det overordnede billede, der tegnes af den offentlige kult, viser at hovdinge var ansvarlige for ritualerne på vegne af hele samfundet; en rolle kongerne også havde over for sine undersåtter. De guder, der blev dyrket ved de store offentlige kultfester, var de guder vi moder i myterne: forst og fremmest Odin, Thor og Frej. Den tyske kronikeskriver Adam af Bremen fortæller, at Odin blev påkaldt i tilfælde af krig, Thor ved misvækst og sygdom og Frej ved bryllupper. De storste fester blev afholdt på centrale helligsteder ved solhverv og jævndogn. Det var obligatorisk for alle i lokalsamfundet at deltage i dem. Grunden var, at kommunikation mellem guder og mennesker var af afgorende betydning for samfundets trivsel; ved at overholde de religiose forpligtelser kunne man sikre sig gudernes velvilje og opnå deres hjælp. Et centralt element i flere af de ritualer vi kender, er udtrykket år og fred, dvs. onsket om frugtbarhed og at blive skånet for ulykker.

                                     

5.2. Rituel praksis Kultledere

Flere kilder viser, at de offentlige ritualer blev ledet af bestemte religiose ledere. Det er ikke fuldstændigt klarlagt, hvilke former for rang og titler, der blev benyttet i det for-kristne Norden, men fra bl.a. runesten kender vi titlerne gode og thegn, som blev båret af ledere, der havde både verdslig og religios betydning. Af islandske tekster fremgår det, at en gode i kristen tid udelukkende var verdslig leder uden religiose forpligtelser, mens det fra bl.a. ældre danske runesten som Glavendrupstenen fremgår, at goden oprindeligt både havde både verdslig og religios lederfunktion; på stenen omtales Solve, viets gode. På samme sten omtales også en thegn med lignende funktioner. En anden almindelig titel var thul, som betyder gammel viis mand. Etymologisk er det beslægtet med ord, der betyder at mumle. Derfor har thulens rolle sandsynligvis været at fremsige de religiose tekster i forbindelse med ritualer. Aase Kofod og Morten Warmind har foreslået, at det måske var i form af digte som dem, der kendes fra Ældre Edda. En anden kultledertype var volven. Det er hojst usikkert, om hun havde anden funktion end spåkone i det for-kristne samfund. På Island fik titlen volve med tiden samme betydning, som ordet heks havde i Skandinavien.

I det for-kristne nordiske samfund forestillede man sig, at hovdinge og fyrster var i tættere kontakt med den guddommelige sfære end almindelige mennesker. Det var derfor deres opgave at repræsentere deres undersåtter overfor de guddommelige magter. Selv om hovdingen eller kongen var ansvarlig for kulten, var der også et præsteskab, der havde et særligt indgående kendskab til ritualer og myter: vi moder en sådan specialist hos både Adam af Bremen og hos Ibn Fadlan. Sidstnævnte beskriver i sin beretning om en begravelse af en hovding, hvordan en trælkvinde voldtages og ofres.

                                     

5.3. Rituel praksis Kongens rituelle funktion

Kultlederens væsentligste rolle i ritualerne var at sikre sig, at den korrekte fremgangsmåde for ritualet blev fulgt, og at rammerne for ritualet var i orden. Kongens tilstedeværelse i de store offentlige kultfester var derfor essentiel. Kun herskeren kunne sikre, at forskrifterne blev fulgt, og at ceremonien havde den onskede virkning. Vi ved fra Håkon den Godes saga, at det kun var ham, der kunne foretage de centrale rituelle handlinger i blótet som at signe ollet og offermåltidet. Kongemagten var konkret og symbolsk knyttet til hojsædestotterne i hans sal eller hal, og den var ramme for forskellige ritualer og gæstebud. Det var i disse omgivelser, at skjaldekunsten blev til, og sandsynligvis også eddadigtene. Derudover har dronningen tydeligvis også spillet en betydelig rolle i forbindelse med hallens ritualer. Kongen ejede en række kongsgårde over hele sit rige, og den svenske arkæolog Stefan Brink foreslår, at de måske omfattede en hal, der kan have været ramme for lokale ritualer knyttet til herskeren. Ifolge Johannes Brondsted var templet i Sigtuna ved Stockholm af særlig stor betydning for gudedyrkelsen i Sverige. Der foregik menneskeofringer helt op i det 12. århundrede.

Efter sin dod kunne kongens gravhoj få status af helligsted og ramme for ritualer, hvorved den blev et symbol på kongemagtens kontinuitet. I nogle kilder blev en konges dod beskrevet som et bryllup mellem ham og en kvinde fra den anden verden. F.eks. Hel, Ran eller en anden jættekvinde. Han blev derved et bindeled mellem sit gamle rige og underverdenen, som var kilde til både dod og frugtbarhed. Fra andre fortællinger kender vi eksempler på, at genstande, som har været i den anden verden, besad guddommelige kræfter, hvis de vendte tilbage til denne verden. Gro Steinsland spekulerer i, at sådanne historier måske har været det mytologiske forlæg for udgravninger af gravhoje efter gravgaver, som blev bragt tilbage til de levende og brugt i kulten.

                                     

5.4. Rituel praksis Helligsteder

Over hele Norden lå der centrale helligsteder, der blev benyttet til ritualer og religiose fester. En af dem omtales i det angelsaksiske digt Beowulf, hvor hallen i Lejre er ramme om en vigtig del af fortællingen. Den omtales også af den tyske kronikor Thietmar af Merseburg. Adam af Bremen beskriver et lignende sted i Uppsala. I forbindelse med arkæologiske udgravninger der i de senere år fundet konstruktioner, der sandsynligvis har fungeret som helligsteder. De er fundet flere steder ved rester af de storgårde, der i begyndelsen af 9. århundrede begyndte at aflose de mindre landbrugsenheder og derved var forlobere for senere tiders godsdrift. Vi kender flere af de ord, man i for-kristen tid benyttede for forskellige typer af helligsteder som hov, der var en stor hal, som kunne ligge på en hovdings gård. Af Eyrbyggjasaga fremgår det, at hov var et fredhelligt rum, der blev benyttet til de ritualer, som kaldes blótgilder. De omfattede ofringer af dyr og stænkning af deres blod på deltagerne. Blodet blev kaldt hlaut, og de koste, som blev benyttet til stænkningen, blev kaldt hlautkoste. Et anden type helligsteder hed horg og var et alter, som stod i det fri.

                                     

6. Ikonografi

Mange af de genstande fra jernalder og vikingetid, der er fundet, var udsmykket. I denne periode var betydningen af kunst og billeder meget ofte religios eller mytologisk, og gennem billeder og motiver kunne genstande, steder eller genstandenes ejermænd blive placeret i en religios kontekst. Billeder og figurer har sandsynligvis også spillet en rolle i rituelle sammenhænge, f.eks. statuer opstillet ved helligdomme eller som udsmykning af ofrede genstande. Et gennemgående motiv i den nordiske kunst var dyrefigurer. Arkæologen Lotte Hedeager har foreslået, at de blev opfattet som hjælpere, når menneskene kommunikerede med den anden verden, bl.a. i forbindelse med sejd. På nogle genstande der afbildet figurer, der med stor sandsynlighed kan tolkes som guder, der kendes fra skriftlige kilder. De ældste af dem stammer fra omkring 400 e.v.t.

Det ikonografiske materiale udgor desuden en vigtig kildegruppe, da billeder og ornamenter stort set er de eneste bevarede nordiske kilder til for-kristne religiose forestillinger fra samtiden. De er dog en vanskelig kildekategori, da tolkningen af dem i meget hoj grad er afhængig af den yngre nordiske litteratur eller ikke-nordiske skrifter.

                                     

7. Religionsskiftet

Hvornår de forste nordboer ophorte med at dyrke de gamle guder for i stedet at lade sig dobe som kristne, er hojst usikkert. Det forste mode mellem nordboerne og den kristne verden skete formentlig for 5. århundrede. Arkæologiske fund fra denne periode vidner om omfattende kontakter til Romerriget, hvor kristendommmen var veletableret. Den forste sikre kontakt mellem kristne og nordboere fandt sted i begyndelsen af det 8. århundrede, da flere skriftlige kilder beretter om angelsaksiske missionærers besog i Danmark. I store træk var kristningen af de nordiske lande imidlertid forst fuldfort omkring 1300. Harald Blåtand var den forste konge i Norden, der lod sig dobe og formelt erklærede sit land som kristent. Den kristne Håkon den Gode 918-959 havde allerede uden held forsogt at kristne Norge, hvilket forst lykkedes for Olav Tryggvason i hans kongetid 995-1000, mens det i Sverige var Olavs samtidige Olof Skötkonung, der kristnede landet.

Overgangen fra den ene religionsform til den anden var en omvæltning, der kom til at omdefinere kulturen i det nordiske samfund. Udviklingen fortsatte imidlertid langt op i middelalderen. Forst i forbindelse med denne udvikling blev selve begrebet religion, og dermed ideen om en adskillelse af den verdslige og religiose sfære, udbredt i den norrone kultur, da kristendommen var blevet en etableret del af den. Det norrone ord sidaskipti sædeskifte viser, hvordan udviklingen blev opfattet i samtiden: et kultur/religionsskifte.

Den nordiske religion ophorte som basis for samfundsordenen fra midten af 10. til slutningen af 11. århundrede, men det betod ikke, at den gamle religion forsvandt med ét slag: fra 800 til 1200 fandtes der i Norden en blandingskultur, hvor de to religiose systemer fungerede side om side. Arkæologiske undersogelser har f.eks. vist, at de forste kirker ikke blev opfort direkte oven på gamle hedenske helligsteder, som flere steder stadig var i brug længe efter den officielle indforelse af kristendommen. Efter 1200 blev hedenskabet hurtigt mere og mere marginaliseret i forhold til kristendommen.

                                     

7.1. Religionsskiftet Kongemagtens etablering og kulturelle forandringer

I Norden opstod sandsynligvis de forste samlede kongedommer i Danmark kort for 400 e.v.t. Flere steder i Sydskandinavien der fundet tegn på en ny magtelites opkomst især gennem konstruktionen af de store halbygninger. Den danske arkæolog Lotte Fibiger har gennem omfattende studier kunnet konstatere, at omkring den tid begyndte offerkulten at blive koncentreret omkring fyrstens bolig frem for på fælles offerpladser. Denne forandring kan måske have været ledsaget af både ideologiske og religiose forandringer. Hun foreslår på den baggrund, at det nære forhold mellem lederfunktionen og den offentlige religion, der kendetegnede de nordiske samfund langt op i middelalderen, måske blev etableret i den forbindelse.

Kristendommen var et væsentligt element i institutionaliseringsprocessen af kongemagten. Den gav adgang til skriftkyndighed og nedskrivningen af love og traktater. Hermed kunne kongens stilling blive mere stabil. Den forte til etableringen af nye magtcentre i form af bispesæder, der ikke kunne gå i arv, men kunne besættes af kongen. Derfor hang udviklingen af kongemagten givetvis snævert sammen med religionsskiftet. Alligevel gik der rundt regnet 100 år efter kristendommens officielle indforelse som statsreligion, for der i Norden fandtes en kirkeorganisation, som begyndte at ligne dem, der længe fandtes i Vesteuropa.

Religionsskiftet betod også forandringer i opfattelsen af kongen som person. Fra at en konge fik sin legitimitet gennem slægt og personlige egenskaber, blev han nu beskrevet som en hellig hersker, der var indsat af Gud. I den kristne kongeideologi var han Guds repræsentant på Jorden, var indsat og salvet af kirken og kunne i teorien derfor ikke afsættes. Samtidig udvikledes ideen om et kongeembede og arveret, modsat tidligere hvor kongeværdigheden var en social rolle, som blev knyttet til en bestemt person.

                                     

8. Folklore

I middelalderen var de hedenske forestillinger stadig stærkt udbredte i befolkningen, og de levede videre længe efter, selv om kristendommen var blevet dominerende, og mange elementer af den nordiske mytologi overlevede religionsskiftet. I nyere tid opfattede man dem dog ikke som led i en hedensk religion, men snarere som udtryk for den lokale folklore. De store guddomme overlevede kun som vage forestillinger, mens mindre væsner fortsat havde stor betydning i folks bevidsthed. Elver, nisser og trolde var videreudviklinger af gamle kollektiv- og naturguder, som ofte havde været knyttet til bestemte lokaliteter eller situationer. Desuden var der flere begreber, ritualer og forestillinger fra de forkristne religioner, der blev viderefort i den nordiske kristendom. F.eks. fik den kristne underverden sit navn fra det nordiske underjordiske dodsrige, Helvíti, som betyder Hels straf. Sammen med navnet har mange af traditionerne omkring julen ligeledes en hedensk oprindelse, eksempelvis at drikke jól.

                                     

8.1. Folklore Overleveret hedenskab

I vikingetiden var de kristne traditioner givet blevet modt med både aktiv og passiv modstand fra hedensk side, selv om det i kilderne dog naturligvis er den aktive modstand, som fylder mest. Tilhængerne af den traditionelle religion opretholdt et parallelt trossamfund, der i isolerede områder overlevede længe. Så sent som i midten af 16. århundrede skrev Olaus Magnus om vanskelighederne med at udrydde gamle forestillinger. Og fortællinger, som byggede på Þrymskvida og Hagbard og Signe, ser ud til at være blevet overleveret efter 17. århundrede. Svenske folkemindeindsamlere har også så sent som i det 20. århundrede indsamlet levende religiose forestillinger om guder fra nordisk mytologi i Västergötland.

I Tiveden ligger der en bjergknold, som kaldes Trollkyrka. I 1940 opdagede folkloristen B. Gösta Carlshult et gammelt digt, der beskrev et ritual, som blev praktiseret ved bjerget. Det blev sandsynligvis til i 17. eller 18. århundrede. I beskrivelsen af ritualet der mange ligheder med de oplysninger i islandske tekster fra middelalderen, men samtidig der også flere forhold uden islandske paralleller, hvilket taler for dets autenticitet. Dertil kommer, at bjerget ifolge lokale traditioner var tabu for kristne.

Forbud mod udforelsen af hedenske ritualer stod i norske lovtekster fra 13. og 14. århundrede. Det tyder på en vis udbredelse. De ritualer, der nævnes i lovteksterne, var dem, som hovedsageligt var relateret til kollektivguder som diser, alfer og vætter. Af lovene fremgår det, at det primært var kvinder, som blev mistænkt for at udfore dem. På den baggrund har den norske religionsforsker Else Mundal foreslået, at de kvindelige hedenske kultledere kan have viderefort disse kultformer, selv om de var blevet kriminaliseret, fordi deres funktion ikke kunne kanaliseres ind i de kristne ritualer. I det for-kristne samfund havde kvindelige kultledere haft stor betydning, og denne status mistede de i det kristne samfund. Samtidig var der ikke nogen åbenlys erstatning for de funktioner, de varetog: Morten Warmind har peget på, at det kan være forklaringen på, at det hovedsageligt var kvinder, der videreforte de gamle ritualer.

                                     

8.2. Folklore Moderne revitalisering

I 17. århundrede blev den islandske litteratur kendt i Norge, Danmark og Sverige og på det nærmeste annekteret som autentiske vidnesbyrd om landenes ældste historie. I den nationalromantiske stromning i 19. århundrede blev interessen for den nordiske fortid yderligere vakt, og den fællesnordiske idé om Vikingetiden blev skabt. I Danmark var bl.a. N.F.S. Grundtvig eksponent for den fornyede interesse for den nordiske mytologi. Også i Tyskland fik denne stromning betydning. Richard Wagners Nibelungens ring er et eksempel på det. I slutningen af århundredet begyndte de forste forsog på at rekonstruere religionen fra de islandske tekster.

I begyndelsen af 20. århundrede opstod der flere okkulte bevægelser baseret på germansk, nordisk mytologi og runemagi. Senere opstod der organiserede hedenske grupper i Tyskland, der hævdede, at de videreforte traditioner, som ubrudt var blevet overleveret fra for-kristen tid. En af disse grupper var Thuleselskabet, som flere af de tidligste medlemmer af nazipartiet havde været en del af. Okkultisme og germansk religion spillede en stor rolle i den formative periode af den nazistiske bevægelse, men blev nedtonet i dens senere historie. Efter magtovertagelsen i 1933 blev traditionelle hojtider omformet, så de blev en hyldest til nazipartiet og Adolf Hitler. Nordisk romanticisme blev stærkt associeret med nazismen i især Storbritannien. Det betod, at revitaliseringen af germansk og nordisk religion i årtierne efter afslutningen af 2. verdenskrig blev mistænkeliggjort.

I slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne begyndte en ny revitaliseringsbevægelse baseret på folklore og videnskabelige studier. Hvor de ældre bevægelser som wicca var præget af mystik og okkultisme, har de nyere hovedsageligt haft en mere rekonstruktivistisk karakter og har været knyttet til andre neohedenske bevægelser. Nogle grupper har dog genoplivet de okkulte og racistiske skoler fra 1920erne og 1930erne. Deres ideologi betegnes ofte som odinisme. I 1973 blev asetro officielt anerkendt i Island, som det forste sted i verden, som trossamfund. I Danmark blev trossamfundet Forn Sidr grundlagt i 1997 og anerkendt som trossamfund af Kirkeministeriet i 2003. Trossamfundet har omkring 600 medlemmer og fik i juli 2008 tilladelse af Odense Kommune til at oprette egen begravelsesplads.



                                     

9. Kildemateriale

For vikingetiden findes der kun et usikkert arkæologisk materiale til religionen samt for jernalderens vedkommende nogle få beskrivelser hos de romerske forfattere Julius Cæsar og Tacitus. Disse kilder er dog for utilstrækkelige til, at vi kan danne os et samlet billede af religionen i de germanske områder i denne periode. Forst i lobet af vikingetiden begynder kildematerialet at blive så omfattende, at det er muligt at rekonstruere dele af det religiose system. Langt den mest omfattende del af det skriftlige kildemateriale stammer endda fra omkring 1200-1300, hvor kristendommen dominerede. Hvornår kristendommen begyndte at få indflydelse i Norden, hersker der en del uenighed om, og tolkningen af hvilke elementer, der er kristne indlån, og hvor stor den kristne påvirkning var, har hyppigt været genstand for diskussion inden for forskningen. Et andet problem er, at kilderne som regel favoriserer overklassens religion, mens almindelige menneskers forestillinger og traditioner nærmest ikke omtales.

Kilderne til den nordiske religion tilhorer forskellige kategorier. Der er de arkæologiske, herunder gravfund, huse og udsmykninger, der er runeinskriptioner og egentlige skriftlige kilder. Denne gruppe omfatter beskrivelser nedskrevet både af personer udefra og af nordboer. Langt det storste materiale til den nordiske religion er arkæologisk. Der kendes mange eksempler på udsmykninger, billeder og skulpturer helt tilbage fra de allertidligste tider. Indimellem gores der fund, der bærer indskrifter, men de fleste er uden tekst. Nogle fund bærer præg af at være levn af offerceremonier, mens andre kan være genstande eller huse, der er blevet brugt i rituelle sammenhænge. Men manglen på fyldige skriftlige kilder betyder, at tolkningen af genstandenes betydning er yderst vanskelig, og det forværres af den store afstand i tid mellem nedskrivningen af de vigtigste skriftlige kilder og de arkæologiske levn. I de senere år er også arkæologerne begyndt at kombinere de skriftlige kilder og de materielle levn med udgangspunkt i bl.a. kognitive teorier som hjælp til analyser af materielle levn.I lighed med mange andre ældre religioner skal kildematerialet derfor behandles med både forsigtighed og omtanke.

De væsentligste skriftlige kilder fra Norden er forskellige skjaldedigte: Den Ældre Edda, Snorre Sturlasons Edda, Heimskringla og Saxos Gesta Danorum og de islandske sagaer. Af kilder uden for Norden indeholder bl.a. Adam af Bremens værk og Ibn Fadlans beskrivelse af skandinaviske kobmænd og en hovdings begravelse i Rusland megen værdifuld information. Det bevarede kildemateriale betyder dog også at mytologien og kosmologien er langt bedre beskrevet end ritualerne, hvilket i nogen grad hænger sammen med at de skriftkyndige i middelalderen var myte- og fortællingsfikserede. Det betyder dog ikke, at det ikke er muligt at finde kilder til ritualer. I det religiose system har der f.eks. været en nær sammenhæng mellem myte og ritual, og de har sammen fungeret i det såkaldte kultdrama, hvor myten udgjorde et forbillede for de rituelle handlinger. De optræder derfor i mange tilfælde som elementer af fortællingen.

Eddadigtene som Völuspá og Hávamál opfattes generelt som gengivelser af myter, der blev brugt i kulten. Men hvilken form de blev brugt i er usikker. Denne digttype har en enklere struktur end skjaldedigtene, der blev skabt til og af samfundets elite, og det kan være et tegn på, at eddadigtene blev brugt i alle samfundslag. Volvens spådom er nedskrevet i slutningen af 12. århundrede, men digtets oprindelse fortaber sig i fortiden, og mange af de elementer, der indgår i det, har helt sikkert en for-kristen oprindelse. Snorres Edda stammer fra begyndelsen af 13. århundrede og er hans egen gengivelse af et gammelkendt mytestof, dvs. den skulle ikke bruges i kulten, men i stedet fungere som inspirationskilde for skjaldedigtere ved at forklare den mytologiske baggrund og betydning af de kenninge, der var et vigtigt element i denne digtform. Snorres tekst befinder sig derfor uden for den rituelle kontekst, og den er en redigeret version af en ældre tradition, som i hans samtid var ved at blive glemt. Snorre var kristen og skriver delvist ud fra en klassisk europæisk dannelse, og hans baggrund også omfatter således også de latinske sagn om Troja og den kristne tradition.

De tyske gejstlige Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen skrev om forholdene i Norden udefra og på baggrund af deres egen klassiske og kristne dannelse. Thietmar skrev om religionsskiftet i Danmark samtidig med at det fandt sted, men han befandt sig langt væk og skrev udelukkende på baggrund af andres beretninger. Hans beretninger indeholder dog elementer, der ikke har paralleller i andre traditioner f.eks. romersk og semitisk; et af dem er betydningen af tallet 9, som ikke kendes andetsteds fra end Norden. Adam befandt sig i ærkebispesædet Bremen, der var et vigtigt udgangspunkt for den kristne mission i Norden. Hans skrift er præget af en udpræget negativ holdning til den for-kristne religion, som han kalder superstitio overtro. I denne sammenhæng skal dette begreb forstås i den klassiske romerske betydning: en fra ovrighedens side uacceptabel religionsudovelse.

Free and no ads
no need to download or install

Pino - logical board game which is based on tactics and strategy. In general this is a remix of chess, checkers and corners. The game develops imagination, concentration, teaches how to solve tasks, plan their own actions and of course to think logically. It does not matter how much pieces you have, the main thing is how they are placement!

online intellectual game →