ⓘ Odenses historie

                                     

ⓘ Odenses historie

Odense har en lang historie begyndende med jernalderbebyggelser i Odenses udkant og senere med vikingetidsborgen Nonnebakken. Den skriftlige historie kan fores tilbage til år 988, hvor Odense omtales forste gang. Odense ligger på ruten mellem Jylland og Sjælland og har længe tjent som trafikknudepunkt til lands – men også til vands, hvor byen har været mellemstation på sovejen mellem Aarhus og det ostlige Sjælland og Skåne.

                                     

1. Vikingetid og det ældste Odense

Navnet Odense tyder på oprindelse i vikingetiden. I vikingetiden lå der en hedensk helligdom, en vi, i området, og byens navn kommer formentlig af helligdommens navn, Odins Vi. Dette navn er så senere udviklet i flere trin til byens nuværende navn. Også i vikingetiden gjorde Odenses placering mellem Sjælland og Jylland byen vigtig, og der lå en ringborg, Nonnebakken, som blev bygget i 980erne af Harald Blåtand. Trelleborgenes funktion er omdiskuteret men viser under alle omstændigheder, at Odense tidligt havde strategisk vigtighed.

Den forste skriftlige omtale af Odense der kendes stammer fra et kirkeligt dokument fra 18. marts 988, der nævner Odense som Danmarks fjerde bispedomme. Omtalen er interessant, fordi et sted kun kan få bispestatus, hvis det er en by. Odense har derfor eksisteret i 988 og haft en kirke. I dag regnes byen som væsentlig ældre, da bebyggelse er påvist fra slutningen af 700-tallet. Senest omkring år 900 kan der tales om en egentlig by. Fra ca. 1000 var Odense bispesædet for biskoppen i Fyns Stift, og de forste indehavere af embedet var Reginbert ca. 1018-35 og Eilbert 1062?-1072.

                                     

2. 1086-1536: Middelalderen

I 1086 blev kong Knud den 4. senere kendt som Knud den Hellige dræbt i den gamle Sankt Albani Kirke, hvilket markerer slutningen på vikingetiden og begyndelsen på den tidlige middelalder i Odense. Drabet på Knud er den tidligste og en af de mest fremtrædende begivenheder i Odenses historie og er beskrevet af munken Ælnoth. Knuds dod og de pilgrimme hans helgenkåring i år 1100 medforer skaber mulighed for Odenses vækst. Knud indgår i Odenses byvåben, der kendes fra 1460, men som sikkert er ældre.

Odense bliver i lobet af middelalderen et gejstligt centrum med mange kirker og klostre. Klostrene var meget betydningsfulde, og nogle af dem ejede meget jord både inden for og uden for byen.

Det 13. århundrede var i dansk historie en urolig periode, og det prægede også Odense. I 1247 blev Odense delvist odelagt af borgerkrig, og byen og domkirken brændtes af i forbindelse med holstenernes hærgen. I samme periode kom nye religiose grupper til byen og etablerede sig. Dominikanerordenen ca. 1239, Franciskanerordenen 1279 og Johannitterordenen tidligst nævnt 1280 fik alle klostre i Odense i lobet af 1200-tallet.

I midten af det 14. århundrede påvirkedes Odense af flere store begivenheder. Fyn var pantsat til de holstenske grever omkring 1340 af Christoffer 2. for at finansiere kongens ambitioner i Tyskland. Valdemar Atterdag fik det ostlige Fyn og Odense på danske hænder igen i 1348. Et eksempel på den stærke tyske indflydelse kan ses i, at de ældste bevarede kobstadsrettigheder er givet af en tysk greve Gerhard 3. af Holsten i 1335. I disse byprivilegier nævnes ældre privilegier givet af ældre danske konger – men de er desværre ikke bevarede. Holstenerne havde Næsbyhoved Slot som base, mens de styrede Fyn, og slottet blev lensmandens borg og en magtfaktor i Odense.

Pesten, den sorte dod, ramte i årene 1348-1350 Danmark og krævede også sin del af Odenses befolkning – næsten en tredjedel.

Byen blev stærkere og rigere i det sene 1400-tal og losrev sig mere fra den gejstlige dominans. Rådhuset på Flakhaven nævnes for forste gang i 1480, og da Christian 1. i 1477 stadfæster byens love, sætter han sit segl ved et styrket borgerligt Odense, samtidig med at kongemagten også gor sin indflydelse gældende – muligvis foranlediget af uro i de gejstlige rækker. I midten af 1400-tallet opfindes bogtrykkerkunsten, og i 1482 tryktes i Odense de to forste kendte bogtrykte boger i Danmark. Det skete på foranledning af biskoppen i Odense Karl Ronnow, der indkaldte den omvandrende tyske bogtrykker Johann Snell til at trykke et breviar – også benævnt Breviarium Ottoniense. Samtidig med dette officielle, kirkelige værk trykte Snell også en lille beretning på latin om tyrkernes belejring af Rhodos i 1480 – formentlig som en letomsættelig salgsartikel.

Omkring år 1500 flyttede dronning Christine, kong Hans hustru, sit hof til Næsbyhoved Slot og Odense, hvor hun kobte en gård. Det medforte en opblomstring af byen, da forbruget og aktiviteten ogedes, samtidig med at flere kom rejsende til med ærinde ved dronningens hof. Det bedste eksempel på den ogede aktivitet er kunstneren Claus Bergs virke ved Christines hof. Dronningens ankomst udfordrede det traditionelle magtcentrum i Odense; biskoppen. Fra 1501-29 var biskoppen på Fyn Jens Andersen Beldenak, som dronning Christine havde store konflikter med.

I det hele taget var 1500-tallet en periode med gode tider for Odense. Der var store kobmandsgårde, som lå bag forhusene på byens vigtigste og store gader, Vestergade, Overgade og Norregade, hvor byens mest velhavende og indflydelsesrige borgere havde til huse. De dårligere stillede boede i sidegaderne og gyderne.

                                     

2.1. 1086-1536: Middelalderen Klostre og kirker

I middelalderen var Odense præget af mange kirker og klostre og katolicismen, som de var tilknyttet. I 1200-tallet voksede antallet af kirker og klostre og var i det hele taget en ekspansionsperiode for kirkelivet, hvor sognene også fastlagdes.

Byens domkirke, Sankt Knuds Kirke Odense, opfortes i slutningen af 1200-tallet og afloste en betydeligt ældre frådstensbygning, hvis rester stadig kan ses i Skt. Knuds Kirkes krypt. Det kloster, der fungerede sammen med domkirken, hed Skt. Knuds Kloster og blev et af de rigeste i Odense. De forste benediktinermunke kom til Odense fra England i slutningen af 1000-tallet og vedligeholdt i mange år den engelske indflydelse i klosterlivet. Tårnet kom forst til i 1558.

Odense har to endnu stående middelalderlige sognekirker; Vor Frue Kirke Odense og Sankt Hans Kirke. Den tredje, Skt. Albani Kirke, eksisterer ikke mere. Vor Frue Kirke har aflost en ældre kirke af kvadersten på samme sted, hvor den nuværende teglstenskirke opfortes i midten af 1200-tallet. Til Vor Frue Kirke horer en lille murstensbygning, der siden 1528 har tjent som skole, klokkerbolig og ligkapel. Skolen har rodder tilbage til 1300-tallet. Provsten i Odense har siden 1308 været knyttet til Vor Frue.

Sankt Hans Kirke er også fra 1200-tallet og blev kaldt Sankt Mikkels Kirke efter Ærkeenglen Mikael indtil reformationen. Navnet Skt. Hans stammer fra de johannitermunke, der overtog kirken i slutningen af 1200-tallet og byggede et kloster omkring det. Der boede mange adelige i Norregadekvarteret, og flere af Skt. Hans sidekapeller er bygget af kirkens aristokratiske naboer.

Af andre storre klostre i Odense kan nævnes Gråbrodre Kloster, der ligger ved den nuværende Ove Sprogoes Plads. Dette var drevet af franciskanermunke og var stærkt favoriseret af dronning Christine, mens hun boede i Odense. Desuden lå Sortebrodre Kloster, et dominikanerkloster, i den ostlige del af Odense. Der var en Sankt Jorgensgård for de spedalske, og for ikke-spedalske virkede klostrene som de forste hospitaler. I 1200-tallet kom tiggermunkeordnerne til, og disse måtte ikke eje andet jordisk gods end det kloster, de boede i.



                                     

2.2. 1086-1536: Middelalderen Storrelse og afgrænsning

Odenses ældste bebyggelse var centreret omkring Albani Kirke. Centrum har lige siden ligget på nordsiden af åen, og det var forst meget senere, at bebyggelsen spredte sig syd for Odense Å. En by var i middelalderen en afgrænset enhed, så Odense var omgivet af anlagte vandfyldte grave, hegn og porte. Der har nok ikke været tale om en decideret befæstning men om en afgrænsning, der gjorde, at al trafik kom ind gennem byportene, så byen kunne regulere tilgangen og opkræve told.

Odense Å udgjorde således byens sydlige grænse. Den ostlige grænse var også relativt fast, mens udvidelserne i Odense skete mod vest og nord i lobet af middelalderen, fx langs Norregade.

Odenses karakter af trafikknudepunkt på ruten fra bælt til bælt har præget byen, og specielt de ost-vest gående gader er i nogle tilfælde ligeså gamle som byen selv. Vestergade kendes tilbage fra 1285 og Overgade fra 1433, men de har begge sandsynligvis været i brug siden Odenses allerforste bebyggelse. Arkæologiske undersogelser tyder på, at der allerede var vejbelægning på Overgade midt i 1000-tallet. Bymidtens gader og stræder havde et stærkt middelalderpræg indtil det store gadegennembrud i 1960’erne. Byportene nedlagdes i 1850erne.

                                     

3. 1536-1660: Reformation, rigdom og renæssance

Reformation, rigdom og renæssance er afgrænset af de tredobbelte plyndringer i forbindelse med grevens fejde 1534-1536 og svenskekrigenes hårdhændede besættelse og enevældens indforelse ca. 1660. 1500- og 1600-tallet var generelt en okonomisk opgangsperiode for Odense. Selvom det er svært at fastslå, præcis hvor mange indbyggere der har været i Odense i perioden, så kan man med basis i skatteydere skyde på at Odense voksede fra ca 3.000 indbyggere omkring 1570 til ca. 4.000 midt i det 17. århundrede.

                                     

3.1. 1536-1660: Reformation, rigdom og renæssance Reformationen

I årene op til grevens fejde og reformationen i Danmark var der religios uro rundt omkring i Danmark og således også i Odense, selv om den konservative by blev senere berort end andre byer. Den ivrige lutheraner Jorgen Jensen Sadolin blev indsat som prædikant, da biskop Knud Henriksen Gyldenstjerne tog til Norge for at lede Frederik 1.s flåde mod Christian 2. Sadolin indforte næsten egenhændigt en luthersk kirkeordning for hele Fyn ved landemodet i Odense den 27. maj 1532, hvor han præsenterede en fordansket udgave af Martin Luther katekismus. Klostrene og de stærke katolske institutioner i byen bestod dog, og vejrede ved udbruddet af grevens fejde morgenluft.

Under grevens fejde i 1534 tilsluttede den fynske adel sig i juli til den jyske lavadels beslutning på modet i Ry om at vælge hertug Christian som ny konge i Danmark. Adelen havde imidlertid gjort regning uden vært, og bonder og borgere over hele Fyn gjorde opror og plyndrede adelens gårde og bispegården i Odense. Odense blev midtpunkt i de folgende års kampe, og blev plyndret tre gange i lobet af grevens fejde.

Kong Christian 3.s tropper plyndrede i juli 1534 byen da de slog oproret ned, men allerede i august blev Odense generobret af grev Christoffer af Oldenburg. Da Christian 3. i marts 1535 gik i land på Helnæs sluttede Odense og en række andre fynske byer sig til hans sag – hvilket endte med at Odense blev plyndret endnu en gang af grevelige tropper som straf for overgangen til Christian 3. Den 11. juni 1535 blev grev Christoffers tropper og bondehæren slået på Fyn af Johan Rantzaus og Christian 3.s hær ved slaget på Oksnebjerg, og Odense faldt endegyldigt i kongens hænder. Under krigen blev Næsbyhoved Slot odelagt og aldrig senere genopbygget.

Christian 3.s sejr i fejden afgjorde også byens religiose fremtid, der nu blev lutheransk efter reformationen i 1536. Den forste lutherske biskop over Fyn var Jorgen Jensen Sadolin. Odense var som for nævnt stærkt præget af klostervæsenet, men det mindskedes væsentligt efter fejden – alle tiggermunkeordenerne blev fordrevet, mens herreordnernes arbejde fortsatte indtil de sidste munke var dode. Klostrenens vidtstrakte ejendomme blev lagt ind under kronen. Flere kirker blev overflodige, og eksempelvis Albani Kirke blev slojfet. Skt. Hans Kloster erstattede Næsbyhoved Slot som lensmandens og kongens residens i byen, og blev omdobt til Odensegård.



                                     

3.2. 1536-1660: Reformation, rigdom og renæssance Rigdom og Renæssance

Det er fra denne opgangsperiode i 1500- og 1600-tallet, at mange af de flotte gårde langs Norregade, Overgade og Nedergade kendes, fx Montergården. Oluf Bager og Hans Mule var nogle af de rigeste kobmænd i Odense, og ejede vidtstrakte ejendomme både i byen og uden for. Oluf Bager skulle efter sigende have været så rig, at han fyrede med kanelbark og kongelige gældsbeviser – det er dog ikke helt sandt, men fortæller om et samfund med særdeles langt fra rig til fattig.

De rige kobmænd var både den okonomiske og politiske elite, da de sad på mange af rådmands- og borgmesterposterne. Man arvede eller giftede sig ofte ind i bystyret. I lobet af perioden gik byrådet dog fra primært at bestå af kobmænd, til også at inkludere den professionelle bureaukrater.

Kobenhavn var endnu ikke blevet fast hovedstad i riget, så storre politiske begivenheder fandt også sted i Odense, midt i landet. En af de storste begivenheder var lenshyldningen i maj 1580, hvor Frederik 2. knyttede de slesvigske hertugdommer stærkere til riget og kongemagten. Byens indbyggertal blev næsten fordoblet under festlighederne, og man var nodt til at rive bygninger ned for at gore Albani Torv så stor, at den kunne rumme festen. Desuden måtte man grave damme til friske fisk ved Odensegård og skabe staldplads til 2.000 heste.

Byens vækst oplevede omkring midten af det 17. århundrede flere knæk. Både landbrugs- og okonomiske kriser gjorde deres til, at der var dyrtid og nod, specielt i 1620erne. Trods det blev Odense Gymnasium startet i 1623. Gymnasiet lå mellem Skt. Knuds Kirke og kloster, bygningen eksisterer stadig i dag.

Fattigdommen var så udbredt, at man januar 1633 fritog næsten tredive procent af byens husstande fra skat og skattetrykket steg voldsomt for dem der kunne betale. Den uro, der fulgte med den omfattende nod, forsogte man at dæmpe med en ny fattigforordning i 1632-33, der centraliserede fattigforsorgen og gennemforte en tvungen fattigskat – tidligere havde man baseret sig på frivillige bidrag og folks "godhed".

Odense var som resten af landet berort af svenskekrigene i 1640erne og 1650erne, og især i den sidste krig, hvor Fyn blev erobret, brandbeskattet og plyndret af de fjendtlige tropper, var byen hårdt ramt. En femtedel af boligerne stod tomme og forladte i 1661 efter besættelse, epidemier og nod. Byen havde en kæmpestor gæld, og det hjalp ikke, at handelen efter krigen havde svært ved at komme på fode igen.

Efter enevælden blev indfort i 1660, blev Kobenhavn efterhånden så begunstiget, at resten af Danmarks byer stagnerede og mistede indflydelse. Skatterne steg, da Frederik 3. solgte det meste af sit krongods fra, og i stedet ville basere statens okonomi på faste skatter. Stigende skatter, faldende handel og dalende indflydelse gjorde, at Odense gik hårde år i mode.



                                     

4. 1660 – 1803: Stilstand og stabilitet

De danske krige der fandt sted efter 1660 og frem til ca. 1800, foregik ikke på dansk eller fynsk territorium. Både Skånske Krig og Den Store Nordiske Krig kunne kun mærkes i Odense, som ekstraskatter og ikke som odelæggende besættelser. Den lange fredsperiode der fulgte efter freden i 1720, bragte mere velstand til byen. Den mere stabile situation kunne også ses i befolkningstallet, der var i stadig, men stille, vækst. De eneste år, hvor der gennemfortes folketællinger er i 1769, hvor byens indbyggertal er oppe på 5.200, og i år 1787, hvor man når op på 5.536 indbyggere. Odense er dermed landets næststorste by.

Enevælden styrkede fra Kobenhavn kontrollen med kobstæderne kort efter magtovertagelsen i 1660. Med nye kobstadspriviligier 1661 og kobstadsforordningen af 1682, professionaliseredes administrationen i Odense. 1700-tallets Odense stod i skyggen af det næsten tyve gange storre Kobenhavn, men kan alligevel betegnes som en lille storby med et pulserende liv, og flere store institutioner.

Domkirken og gymnasiet tiltrak mange gejstlige, en af dem var Thomas Kingo, der var biskop i Odense fra 1677-1703 og havde eget bogtrykkeri. Den tidligere bispegård blev i 1716 indrettet af Karen Brahe til et adeligt jomfrukloster, hvor otte jomfruer af god dansk adel kunne bo.

Odense Slot blev kraftigt udbygget i 1720 med den nuværende hvide hovedbygning, så slottet – på anstændig vis – kunne huse gennemrejsende konger. Den 12. oktober 1730 dode Frederik 4. på Odense Slot under en gennemrejse.

Odenses placering som gennemrejsningssted gjorde også at mange prominente gæster på vej til Kobenhavn, lagde vejen forbi – deriblandt Peter den Store i 1716.

I den anden ende af den sociale skala optog Gråbrodre Hospital fattige og værdigt trængende fra hele Fyn, og fra stiftamtmandens kontor blev der fort tilsyn med alle de fynske kobstæder. Overvågningen af Odense selv, blev i 1762 lettet af den forste gadebelysning.

I den senere halvdel af 1700-tallet bliver Odense Kanal og Odense Havn gravet ud, og det åbner nye muligheder for byen. Havneforholdene har for Odense været problematiske siden middelalderen, så kanalen var et kvantespring fremad og indvarslede en ny periode i byens historie, industrialiseringen.

Den fem kilometer lange kanal blev gravet ud med håndkraft på initiativ af amtmand Friedrich von Buchwald. Det tog otte år, og yachten Neptunus kunne som det forste skib sejle ind i Odense Havn den 7. oktober 1803.

                                     

4.1. 1660 – 1803: Stilstand og stabilitet Handel og industri

For at hjælpe væksten på vej og dermed blive mindre afhængig af import, forsogte man fra Kobenhavn, at opelske flere fabrikker i Odense. Odense Tugthus blev anlagt i 1752, og skulle udnytte den arbejdskraft tiggere, arbejdslose og fattige lå inde med. Tugthuset skulle således lære folk flittighed, samtidig med, at det bekæmpede fattigdommen. Derudover forsogte man i 1756 at flytte hele Anton Hübners 400 mand store væveri fra Wiesbaden i Tyskland til Odense. Det private initiativ trivedes også, og både et sukkerraffinaderi 1751 og et sæbesyderi 1753 blev etableret. Odense havde stærke handske- og skomagerlav. En af de rigeste Odenseanere var fx kobmanden Johan Matthias Lahn, der eksporterede de eftertragtede Odensehandsker til store dele af Europa. Selvom nogle af virksomhederne blev levedygtige, så var de ikke omfattende nok til at fremkalde vækst for hele bysamfundet, og 1700-tallets Odense stod generelt relativt stille.

Det ændrede den nybyggede kanal langsomt – men sikkert – på.

                                     

4.2. 1660 – 1803: Stilstand og stabilitet Oplysning og brydningstid

Selv om byen stod relativt stille okonomisk i 1700-tallet, var der flere tegn på opbrud. Borgerskabet markerede sig i stigende grad i kulturelt i Odense. Den forste regelmæssige avis fik Fyn i 1772 med De Kgl. allernaadigst priviligerede Odense Adresse-Contoirs Efterretninger – avisen blev siden hen til Fyens Stiftstidende. Avisen fik dog en konkurrent med Christian Iversens avis fra 1780, forst kendt som Fyens Stifts Journal og Efterretninger fra begge Belterne. Aviserne nærede et voldsomt, næsten dodeligt fjendskab til hinanden. Tidsskrifter og lånebiblioteker 1777 blev også etableret, helt i tråd med tidens tanker om oplysning.

Odenses borgerskab samledes i foreninger og klubber. Frimurerordenen Sct. Knud til den gyldne Lindorm blev oprettet i 1765, og Klubben – senere Den Nissenske Klub og Odense Klubben – blev stiftet i 1780. Det forst teater uden for Kobenhavn var Odense Teater der slog dorene op forste gang i 1795.



                                     

5. 1803-1940: Industribyen

Den tidlige industrialisering gik så småt i gang i de forste årtier i 1800-tallet, selv om udviklingen stagnerede med Kobenhavns bombardement i 1807, og statsbankerotten i 1813. Under Napoleonskrigene var bl.a. spanske og franske soldater indkvarteret i byen. En henrettelse af en spansk soldat i Odense var en af Hans Christian Andersens forste erindringer. Han blev fodt i 1805 og er vel Odenses mest beromte bysbarn, trods at han flyttede til Kobenhavn i 1819.

Efter Napoleonskrigene og tabet af Norge, blev Norges statholder, den senere Christian 8., sat til at styre Fyn som guvernor i årene 1816-1839. Han var for populær til at have gående i Kobenhavn og fik Odense Slot som residens i stedet. Guvernementet bestod indtil 1848, og Frederik 7. nåede også at prove bestallingen i årene 1840-48. Kronprinsernes tilstedeværelse i Odense gjorde at byen blev kaldt Det lille Kobenhavn.

Der var flere store politiske begivenheder i lobet af 1800-tallet, der greb ind i odenseanernes hverdag. Indforelsen af demokrati med junigrundloven forte til udbredt festivitas. Demokratiet ogede på sigt selvbestemmelsen i byerne, og sammen med kobstadsreformerne af 1837 og 1868 fik byerne mere moderne kommunestyre. Den forste valgte borgmester kom dog forst i 1919.

Under Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig var Odense, pga. af beliggenheden tæt på krigsskuepladserne, fyldt med sårede soldater og kampklart militær.

Kulturelt rykkede Odense fremad efter midten af 1800-tallet. Det forste museum kom i 1860, flere biblioteker så dagens lys og byens borgerskab kunne have selskabeligt samvær i teateret, Odense Klubben, i Fruens Boge eller i læseforeningen.

                                     

5.1. 1803-1940: Industribyen Byen vokser

Fra 1787 til 1868 mere end tredobledes befolkningen, og langt flere kom til at arbejde med industri og håndværk. Odenses sammensætning ændrede sig: fra at være en administrations- og garnisonsby, udviklede byen sig til en moderne industriby med rygende skorstene.

Byens ekspansion begyndte for alvor i 1840erne, hvor byggeriet bredte sig ud over de grænser, der havde defineret Odense siden middelalderen. Byen voksede kraftigere og kraftigere, og det forte til at byportene blev revet ned i 1851, for at give plads til yderligere vækst. Faldet af de gamle porte bekræftede for byens borgere at man gik ind i en ny tid. Portene var ikke det eneste der faldt. Hævdvundne traditioner som lavsvæsenet blev erstattet med næringsfrihed i 1857, hvilket skabte grobund for friere erhvervsudfoldelse.

Odenses forste jernstoberi var M.P. Allerups, der åbnede i 1836 og producerede Danmarks forste stobejernsbro, Frederiksbroen, i 1844. Odenses forste dampmaskine blev installeret i Skt. Knuds-klosterets gamle bygninger i 1839. Byen var med på beatet, og Danmarks forste gasværk og vandværk blev begge grundlagt i Odense i 1853. Jernbanen over Fyn åbnede i 1865, og var en vigtig faktor i byens udvikling. Odense udviklede sig til Danmarks næststorste industriby, med mange forskellige typer virksomheder, fx Brandts Klædefabrik fra 1850 og Albanibryggeriet fra 1859.

De nye fabrikker krævede naturligvis arbejdere, og byen blev kraftigt udvidet med anlæggelsen af Kongensgade, Albanikvarteret og Vesterbro-området. De mere velhavende forlod til gengæld den indre by, og trak mod syd, og villakvarteret Hunderup opstod. Industrien trak derimod nordpå, mod havnen og jernbanen, hvor transportmulighederne var bedre.

Odense fik offentlig elforsyning i 1891, som nummer to i Danmark efter Koge. Elektricitetens profil i byen blev yderligere styrket af en af Odenses storste virksomheder, Thrige fra 1894, navngivet efter grunlæggeren Thomas B. Thrige. Virksomheden startede i en baggård i Kongensgade, hvor Thrige sidelobende med elinstallationsarbejde reparerede cykler. Efterhånden voksede virksomheden, og Thrige opforte en ny fabrik på Tolderlundsvej i 1898, hvor der blev produceret elmotorer og dynamoer. Omkring 1918 begyndte han at fremstille benzindrevne lastvogne og busser, nemlig de såkaldte Triangel-busser.

Lige efter forste verdenskrig blev Odense Staalskibsværft grundlagt af rederiet A.P. Moller ved Odense Kanal, hvor det lå indtil slutningen af 1950erne. Værftet oplevede kapacitetsproblemer, og blev derefter flyttet uden for byen til området omkring Lindo ved Munkebo. Her virkede værftet dels som områdets storste arbejdsplads, dels som forsknings- og udviklingsvirksomhed inden for skibsbygning, og kunne på den måde klare sig i den stadigt stigende konkurrence fra værfter i Sydostasien - primært Singapore og Korea. I mange år herskede en anekdote om, at Lindo Værftet ikke ville blive nedlagt for skibsreder Mærsk McKinney-Moller dode, en anekdote som næsten kom til at holde stik.

De nu talrige industriarbejdere begyndte også at organisere sig, og den forste fællesorganisation blev dannet i 1885 under navnet Arbejdernes Fællesorganisation. Fagforeningsaktiviteten var stærk, og der var i mellemkrigstiden flere strejker – specilt da fællesorganisation var under ledelse af syndikalisterne 1920-21. Uroen manifesterede sig i slaget på Ladesporet, hvor fagbevægelsen stodte sammen med politiet under en lockout. I 1937 blev den forste socialdemokratiske borgmester valgt, Vilhelm Werner. Werner var en stærk og afholdt borgmester indtil 1958, og han formåede at holde sammen på byen under besættelsen.



                                     

6. 1940-1945: Besættelsen

Der var ingen kampe i Odense den 9. april 1940, og selve tyskernes indtog forlob roligt. De tyske officerer blev indkvarteret på byens finere hoteller, og de menige på Garnisonssygehuset i Albanigade. Efter nogle uger fik de tyske soldater stillet Odense Kaserne og Vestre Skole til rådighed, hvor de flyttede ind. Dagligdagen blev hurtigt præget af besættelsen, med bl.a. morklægning, rationering og benzinmangel. ”Nationalbolgen” ramte også Odense sommeren 1940, og der blev foranstaltet algang og alsang.

De forste spæde tegn på en modstandsvilje, var unges sabotage af de tyske vejskilte, der ledte til V. Holm Jensen, en automobilforhandler, der reparerede tyskernes motorkoretojer. Der blev udsendt illegale blade, både de landsdækkende, som f.eks. Frit Danmark og Land og Folk, men også det storste lokale illegale blad, nemlig Trods Alt.

Senere kom der kraftigere modstand, og tyske telefonledninger blev klippet over, og bil- og cykeldæk blev skåret op. I starten af krigen var den brede befolkning imod sabotagen, men det vendte, som den tyske krigslykke efterhånden lob ud i sandet. Modstanden udviklede sig, og i 1942 begyndte den virkelige sabotage. På Sondre Boulevard blev en tysk garage brændt ned med en brandbombe, og et pakhus med blandt andre dele til tyske ubåde blev også brændt ned.

I 1943 blev modstanden igen intensiveret. Virksomheder der samarbejdede med tyskerne blev ramt af sabotage, og stikkerlikvideringer tog til. Tyskerne gjorde gengæld for sabotagen med schalburgtage og clearingmord. Som en af de storste schalburgtageaktioner kan nævnes sprængningen af Odinstårnet, Odenses vartegn, den 14. maj 1944.

Danske modstandsgrupper sprængte den 28. juli 1943 hul i siden på det tyske minelæggerskib Linz, der skulle repareres ved Odense Staalskibsværft. Besættelsesmagten krævede, at arbejdet på værftet skulle gå videre – men under bevogtning. Arbejderne strejkede og uroen bredte sig som ringe i vandet. Der blev indfort udgangsforbud 19. august, men det blev ikke respekteret af den utilfredse befolkning. Augustoproret var i gang. Der var voldsom uro i gaderne, danskerne kastede sten mod de tyske soldater, og tyske soldater stak og skod ind i folkemængderne, hvilket ikke dæmpede gemytterne.

Tyskerne imodekom efterhånden de vigtigste af de strejkendes krav, og fra tirsdag den 24. august blev der igen arbejdet normalt i Odense. Men sabotagen fortsatte og den 29. august 1943, kom det endelige brud på samarbejdspolitikken. Augusturolighederne og strejken i Odense var med til at fremprovokere det endelige brud med samarbejdspolitikken, som kom den 29. august. Den 29. august 1943 blev der indfort undtagelsestilstand, og dansk militær og politi blev interneret. Det kom til kampe mellem dansk og tysk militær, og en dansk soldat blev dræbt. Oproret var en af de faktorer, der gjorde at Danmark blev regnet med til De Allierede efter befrielsen.

Den 17. april 1945 blev Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter, bombet og odelagt af engelske bombemaskiner.

Den 4. maj kapitulerede Tysklands styrker i Danmark. Morklægningsgardinerne blev revet ud af vinduerne, og der var fest i gaderne. Kapitulationen trådte forst officielt i kraft den 5. maj, og den morgen arresterede modstandsbevægelsen tyskernes hjælpere, værnemagere og danske nazister. De tyske tropper holdt sig på kasernen, men ud på eftermiddagen åbnede nogle medlemmer af HIPO-korpset ild mod modstandsbevægelsen, og en SS-afdeling gjorde det samme. Der var kampe flere steder i byen, og forst efter nogle timer fik Fynsledelsen af modstandsbevægelsen overtalt tyskerne til at standse kampen, men da havde 23 danskere allerede mistet livet.

                                     

7. 1945 – nu: Fra industri- til vidensby

Odense er siden anden verdenskrig vokset markant. Mange byggeprojekter både inde i den gamle by og uden for bygrænserne har ændret byens rum markant, og byen er gået fra at være en industriby, til at være en service- og universitetsby.

Industrien fik mindre og mindre betydning for Odense, og det prægede også bybilledet, når mange af de gamle virksomheder blev afhændet, stoppede produktionen eller flyttede udenlands. De storste arbejdspladser er nu Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet. Med flytningen af sygehuset de kommende år, samt med udbygningerne af universitet, vil byudviklingen trække mod syd.

Byomdannelsen Fra Gade til By af Thomas B. Thriges Gade vil forsoge at etablere en ny bydel med letbane, boliger og erhverv midt i Odense, ved at inddrage en af de mest befærdede gennemfartsveje, og omdanne den til tæt bebyggelse. Samtidig vil man udbygge ringevejene, bl.a. med Odins Bro over Odense Kanal, hvorved byens nordvestlige og nordostlige dele forbindes med hinanden.

Politisk blæste der også nye vinde i Odense efter årtusindskiftet. Efter at have haft borgmesterposten uafbrudt siden 1937, måtte Socialdemokraternes borgmester gennem tolv år, Anker Boye, i 2005 aflevere borgmesterkæden til sin konservative rival, den tidligere amtsborgmester Jan Boye 1962-2011. Anker Boye kunne ved valget i 2009 generobre borgmesterposten.

                                     

7.1. 1945 – nu: Fra industri- til vidensby I Odenses skygge

Ved kommunalreformen i 1970 blev Odense lagt sammen med de omkringliggende sognekommuner, og voksede dermed markant både i storrelse og befolkning. I dag har Odense langsomt slugt de omkringliggende landsbyer, der er blevet til nye bydele, blandt andet området omkring Skt. Klemens, hvor et helt parcelhus- og villakvarter er opstået i lobet af 1960erne og 1970erne, hvor der tidligere kun var en lille landsby.

I 1960erne og 1970erne var Odense præget af flere byggerier, blandt andet bygningen af Vollsmosekvarteret, et stort boligområde i den ostlige ende af byen, der skulle være den nye ideelle gronne bydel. Bydelen er i dag mere kendt for flere store konflikter og den store koncentration af beboere med anden etnisk herkomst end dansk.

Der har været et fokus på at udvikle Odenses sydlige del, fx med Rosengårdcentret, Danmarks næststorste butikscenter, der blev indviet i 1971. Et af de storre boligprojekter var bydelen Blangstedgård, der blev tegnet efter en storstilet arkitektkonkurrence i 1988, under fejringen af 1000-års jubilæet.

Væksten sydpå har også været hjulpet af den Fynske Motorvej, der åbnede midt i 1980erne. I 1990erne samt omkring og efter årtusindskiftet gik etableringen af Tietgenbyen i gang, et nyt erhvervskvarter uden for byen og tæt på motorvejen, der skal trække flere virksomheder til.

                                     

7.2. 1945 – nu: Fra industri- til vidensby Byomdannelser

Det var ikke kun i Odenses udkant der blev bygget. En af de mest radikale ændringer af Odense nogensinde var gadegennembruddet i 1960erne, hvor Thomas B. Thriges Gade plojede sig igennem Odenses historiske midte. Da mange arbejdspladser lå nord for byen og jernbanen, var der et stort transportproblem i at få folk frem til fabrikkerne og havnen – hvilket Thomas B. Thrige Gade var losningen på. Man har ikke samme trafikale problem længere, derfor indgik Odense Kommune i 2010 en aftale om at omdanne området til en ny bydel. I 2012 blev vinderen af arkitektkonkurrence offentliggjort. Man regner med, at bydelen skal stå færdig i 2020.

H.C. Andersen-kvarteret, en ældre del af byen, blev restaureret, og den gamle tojfabrik, Brandts Klædefabrik, omdannet fra fabrik til centrum i et nyt kvarter med blandt andre museer, butikker og små virksomheder. Genanvendelser af gamle industribygninger der flere eksempler på i Odense, bl.a. TV 2s indtog i Kvægtorvet, eller Bazar Fyns brug af Thriges gamle fabrikker.

Gågadenettets forste del blev indviet i 1969, hvor Vestergade blev omdannet til bilfri vej. Senere er Kongensgade også blevet omdannet, samt flere mindre sidegader til de to hovedstrog. Gågadenettet er i hård konkurrence med Rosengårdcenteret.

Odense Havn gennemgik en samtidig en transformation fra erhvervshavn til også at rumme beboelse, og mindre forretninger. Havneomdannelsen er et prestigeprojekt, og inkluderede i lang tid ideen om et vandkulturhus på Byens O, men denne blev droppet.

                                     

8. Kilder

Nyhedsbreve
  • Persson, Charlotte Price 15. juni 2018. "Odense er blevet 100 år ældre". Videnskab.dk.
Litteratur
  • Christensen, René Schroder 2010. Thrige. Mennesket og virksomheden. Odense Bys Museer.
  • Riising, Anne 1981. Odense Bys Historie, Gudsfrygt og oplysning Odense 1700-1789. Odense Universitetsforlag.
  • Nationalmuseet 1998. Danmarks Kirker, Odense Amt 11-12; Vor Frue Kirke. Nationalmuseet.
  • Harnow, Henrik 2001. Industribyen Odense. Odense By Museer og Odense Universitetsforlag.
  • Thrane, Nyberg mfl. 1982. Odense Bys Historie, Fra Boplads til Bispeby. Odense Universitetsforlag.
  • Boje & Nielsen 1985. Odense Bys Historie, Moderne tider, Odense 1868-1914. Odense Universitetsforlag.
  • Thomsen, Jorgen 1985. 100 års sammenhold. Fagbevægelsen i Odense 1885-1985. Odense Universitetsforlag.
  • Skov, Andreas 2008. Opror. Da Danskerne sagde nej til den tyske besættelsesmagt. Documentas.
  • Nationalmuseet 1999. Danmarks Kirker, Odense Amt 13-15; S. Hans Kirke. Nationalmuseet.
  • Johansen, Hans Christiane 1983. Odense Bys Historie, Næring og Bystyre Odense 1700-1789. Odense Universitetsforlag.
  • Blomberg, Aage 1980. Odense Bys Historie, De Magre År 1660-1700. Odense Universitetsforlag.
  • Thestrup, Andersen og Oxenvad 1986. Odense Bys Historie, Mod bedre tider, Odense 1789-1868. Odense Universitetsforlag.
  • Nationalmuseet 1990. Danmarks Kirker, Odense Amt 9; S. Knuds Kirke, Odense Domkirke. Nationalmuseet.
  • Dyrbye, Holger 1991. Hugo Matthiessens Odense. Hikuin.
  • Christensen, Anemette S. 1988. Middelalderbyen Odense. Centrum. ISBN 87-583-0436-3.
  • Petersen, Jespersen og Jespersen 1984. Odense Bys Historie, De Fede År 1559-1660. Odense Universitetsforlag.
                                     

9. Eksterne kilder/henvisninger

  • Odense Staalskibsværft
  • Odense Stadsarkiv – Oversigt
  • Odense Bys Museer
  • Kirker og kirkegårde i Odense Amt hos danmarkskirker.natmus.dk Danmarks Kirker, Nationalmuseet
  • Odenses Stadsarkivs korte Odensehistorie
  • Gamle Odense Billeder
  • Vejnavne i Odenses historiske baggrund
  • Albani Bryggerierne
  • Historisk Atlas

LA-ikon

Free and no ads
no need to download or install

Pino - logical board game which is based on tactics and strategy. In general this is a remix of chess, checkers and corners. The game develops imagination, concentration, teaches how to solve tasks, plan their own actions and of course to think logically. It does not matter how much pieces you have, the main thing is how they are placement!

online intellectual game →